Du er her:
Et dukkehjem
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
ET DUKKEHJEM
PERSONERNE:
Advokat Helmer.
Nora, hans hustru.
Doktor Rank.
Fru Linde.
Sagfører Krogstad.
Helmers tre små børn.
Anne-Marie, barnepige hos Helmers.
Stuepigen sammesteds.
Et bybud.
(Handlingen foregår i Helmers bolig.)

FØRSTE AKT.

(En hyggeligt og smagfuldt men ikke kostbart indrettet stue. En dør
til højre i baggrunden fører ud til forstuen; en anden dør til venstre i
baggrunden fører ind til Helmers arbejdsværelse. Mellem begge disse
døre et pianoforte. Midt på væggen til venstre en dør og længere fremme
et vindu. Nær ved vinduet et rundt bord med lænestole og en liden
sofa. På sidevæggen til højre , noget tilbage, en dør, og på samme væg,
nærmere mod forgrunden en stentøjsovn med et par lænestole og en
gyngestol foran. Mellem ovnen og sidedøren et lidet bord. Kobberstik
på væggene. En etagère med porcellænsgenstande og andre små kunst-
sager; et lidet bogskab med bøger i pragtbind. Tæppe på gulvet; ild i
ovnen. Vinterdag.)
(Der ringes ude i forstuen; lidt efter hører man, at der blir lukket op.
Nora kommer fornøjet nynnende ind i stuen; hun er klædt i ydertøj og
bærer en hel del pakker, som hun lægger fra sig på bordet til højre .
Hun lar døren til forstuen stå åben efter sig, og man ser derude et
bybud
, der bærer en julegran og en kurv, hvilket han gier til stuepigen,
som har lukket op for dem.)
Nora.
Gem juletræet godt, Helene. Børnene må ende-
lig ikke få se det før iaften, når det er pyntet. (til
budet; tar portemonæen frem.)
Hvormeget –?
Bybudet.
Femti øre.
s. 188
Nora.
Der er en krone. Nej, behold det hele.
(Budet takker og går. Nora lukker døren. Hun vedblir at le stille
fornøjet, mens hun tar ydertøjet af.)
Nora
(tar en pose med makroner op af lommen og spiser et par; derpå går
hun forsigtigt hen og lytter ved sin mands dør)
.
Jo, han er hjemme.
( nynner igen, idet hun går hen til bordet til højre .)
Helmer
(inde i sit værelse).
Er det lærkefuglen, som kvidrer derude?
Nora
(ifærd med at åbne nogle af pakkerne).
Ja, det er det.
Helmer.
Er det ekornet, som rumsterer der?
Nora.
Ja!
Helmer.
Når kom ekornet hjem?
Nora.
Nu netop. (putter makronposen i lommen og visker sig om
munden.)
Kom herud, Torvald, så skal du få se, hvad
jeg har købt.
Helmer.
Ikke forstyr! (lidt efter; åbner døren og ser ind, med pennen
i hånden .)
Købt, siger du? Alt det der? Har nu lille
spillefuglen været ude og sat penge overstyr igen?
Nora.
Ja men, Torvald, iår må vi dog virkelig slå os
s. 189

lidt løs. Det er jo den første jul, da vi ikke behøver
at spare.
Helmer.
Å, véd du hvad, ødsle kan vi ikke.
Nora.
Jo, Torvald, lidt kan vi nok ødsle nu. Ikke
sandt? Bare en liden bitte smule. Nu får du jo en
stor gage og kommer til at tjene mange, mange
penge.
Helmer.
Ja, fra nytår af; men så går der et helt fjer-
dingår før gagen forfalder.
Nora.
Pyt; vi kan jo låne så længe.
Helmer
Nora! (går hen til hende og tar hende spøgeude i øret.) Er
nu letsindigheden ude og går igen? Sæt nu jeg
lånte tusend kroner idag og du satte dem overstyr
i juleugen og jeg så nytårsaften fik en tagsten i
hodet og lå der –
Nora
(lægger hånden på hans mund).
Å fy; tal ikke så stygt.
Helmer.
Jo, sæt nu, at sligt hændte, – hvad så?
Nora.
Hvis der hændte noget så fælt, så kunde det
være ganske det samme enten jeg havde gæld eller
ikke.
Helmer.
Nå, men de folk, jeg havde lånt af?
s. 190
Nora.
De? Hvem bryr sig om dem! Det er jo
fremmede.
Helmer.
Nora, Nora, du est en kvinde! Nej, men alvor-
ligt, Nora; du véd , hvad jeg tænker i det stykke.
Ingen gæld! Aldrig låne! Der kommer noget ufrit,
og altså også noget uskønt, over det hjem, som
grundes på lån og gæld. Nu har vi to holdt tap-
pert ud lige til idag; og det vil vi også gøre den
korte tid, det endnu behøves.
Nora
(går hen imod ovnen).
Ja, ja, som du vil, Torvald.
Helmer
(følger efter).
Så, så; nu skal ikke lille sanglærken hænge
med vingerne. Hvad? Står ekornen der og sur-
muler. (tar portemonæen op.) Nora; hvad tror du jeg
har her?
Nora
(vender sig raskt).
Penge!
Helmer.
Se der. (rækker hende nogle sedler.) Herregud, jeg
véd jo nok, at der går en hel del til i et hus i jule-
tiden.
Nora
(tæller).
Ti – tyve – tredive – firti. Å, tak, tak, Tor-
vald; nu hjælper jeg mig langt.
Helmer.
Ja, det må du sandelig gøre.
s. 191
Nora.
Ja, ja, det skal jeg nok. Men kom her, så skal
jeg vise dig alt, hvad jeg har købt. Og så billigt!
Se, her er nye klæder til Ivar – og så en sabel.
Her er en hest og en trompet til Bob. Og her er
dukke og dukkeseng til Emmy; det er nu så sim-
pelt; men hun river det jo snart istykker alligevel.
Og her har jeg kjoletøjer og tørklæder til pigerne;
gamle Anne-Marie skulde nu havt meget mere.
Helmer.
Og hvad er der i den pakke der?
Nora
(skriger).
Nej, Torvald, det får du ikke se før iaften!
Helmer.
Nå så. Men sig mig nu, du lille ødeland, hvad
har du nu tænkt på til dig selv?
Nora.
Å pyt; til mig? Jeg bryr mig slet ikke om
noget.
Helmer.
Jovisst gør du så. Sig mig nu noget rimeligt,
som du nu helst kunde have lyst til.
Nora.
Nej, jeg véd virkelig ikke. Jo hør, Torvald –
Helmer.
Nå?
Nora
(famler ved hans knapper; uden at se på ham).
Hvis du vil give mig noget, så kunde du jo –;
du kunde –
s. 192
Helmer.
Nå, nå; ud med det.
Nora
(hurtigt).
Du kunde give mig penge, Torvald. Bare så
meget, som du synes du kan afse; så skal jeg siden
en af dagene købe noget for dem.
Helmer.
Nej men, Nora –
Nora.
Å jo, gør det, kære Torvald; jeg ber dig så
meget om det. Så skulde jeg hænge pengene i et
smukt guldpapirs omslag på juletræet. Vilde ikke
det være morsomt?
Helmer.
Hvad er det de fugle kaldes, som altid sætter
penge overstyr?
Nora.
Ja ja, spillefugle; jeg véd det nok. Men lad os
gøre, som jeg siger, Torvald; så får jeg tid til at
overlægge, hvad jeg mest har brug for. Er ikke det
meget fornuftigt? Hvad?
Helmer
(smilende).
Jo visst er det så; det vil sige, hvis du virke-
lig kunde holde på de penge, jeg gier dig, og vir-
kelig købte noget til dig selv for dem. Men så går
de til huset og til så mangt og meget unyttigt, og
så må jeg punge ud igen.
Nora.
Å men, Torvald –
s. 193
Helmer.
Kan ikke nægtes, min kære lille Nora. (lægger
armen om hendes liv.)
Spillefuglen er sød; men den bruger
svært mange penge. Det er utroligt, hvor kostbart
det er for en mand at holde spillefugl.
Nora.
Å fy, hvor kan du da sige det? Jeg sparer
dog virkelig alt, hvad jeg kan.
Helmer
(ler).
Ja, det var et sandt ord. Alt hvad du kan .
Men du kan slet ikke.
Nora
(nynner og smiler stille fornøjet).
Hm, du skulde bare vide, hvor mange udgifter
vi lærker og ekorne har, Torvald.
Helmer.
Du er en besynderlig liden en. Ganske som
din fader var. Du er om dig på alle kanter for at
gøre udvej til penge; men såsnart du har dem, blir
de ligesom borte mellem hænderne på dig; du véd
aldrig, hvor du gør af dem. Nå, man må tage dig
som du er. Det ligger i blodet. Jo, jo, jo, sligt er
arveligt, Nora.
Nora.
Ak, jeg vilde ønske, jeg havde arvet mange af
pappas egenskaber.
Helmer.
Og jeg vilde ikke ønske dig anderledes, end
netop således, som du er, min søde lille sanglærke.
Men hør; der falder mig noget ind. Du ser så –
så – hvad skal jeg kalde det? – så fordægtig ud
idag –
Henrik Ibsens samlede værker. VI.
13
s. 194
Nora.
Gør jeg?
Helmer.
Ja visst gør du det. Se mig stivt i øjnene.
Nora
(ser på ham).
Nå?
Helmer
(truer med fingeren).
Slikmunden skulde vel aldrig have grasseret i
byen idag?
Nora.
Nej, hvor kan du nu falde på det.
Helmer.
Har slikmunden virkelig ikke gjort en afstikker
ind til konditoren?
Nora.
Nej, jeg forsikrer dig, Torvald –
Helmer.
Ikke nippet lidt syltetøj?
Nora.
Nej, aldeles ikke.
Helmer.
Ikke engang gnavet en makron eller to?
Nora.
Nej, Torvald, jeg forsikrer dig virkelig –
Helmer.
Nå, nå, nå; det er jo naturligvis bare mit spøg –
s. 195
Nora
(går til bordet til højre ).
Jeg kunde da ikke falde på at gøre dig imod.
Helmer.
Nej, jeg véd det jo nok; og du har jo givet
mig dit ord –. (hen til hende.) Nå, behold du dine
små julehemmeligheder for dig selv, min velsignede
Nora. De kommer vel for lyset iaften, når juletræet
er tændt, kan jeg tro.
Nora.
Har du husket på at bede doktor Rank?
Helmer.
Nej. Men det behøves jo ikke; det følger jo af
sig selv, at han spiser med os. Forresten skal jeg
bede ham, når han kommer her iformiddag. God
vin har jeg bestilt. Nora, du kan ikke tro, hvor jeg
glæder mig til iaften.
Nora.
Jeg også. Og hvor børnene vil fryde sig, Torvald!
Helmer.
Ak, det er dog herligt at tænke på, at man
har fåt en sikker, betrygget stilling; at man har sit
rundelige udkomme. Ikke sandt; det er en stor
nydelse at tænke på?
Nora.
Å , det er vidunderligt!
Helmer.
Kan du huske forrige jul? Hele tre uger i for-
vejen lukked du dig hver aften inde til langt over
midnat for at lave blomster til juletræet og alle de
13*

s. 196

andre herligheder , som vi skulde overraskes med.
Uh, det var den kedeligste tid, jeg har oplevet.
Nora.
Da keded jeg mig slet ikke .
Helmer
(smilende).
Men det faldt dog temmelig tarveligt ud, Nora.
Nora.
Å, skal du nu drille mig med det igen. Hvad
kunde jeg for, at katten var kommet ind og havde
revet alting istykker?
Helmer.
Nej visst kunde du ikke, min stakkers lille Nora.
Du havde den bedste vilje til at glæde os alle, og
det er hovedsagen. Men det er dog godt, at de
knebne tider er forbi.
Nora.
Ja, det er rigtignok vidunderligt.
Helmer.
Nu behøver ikke jeg at sidde her alene og kede
mig; og du behøver ikke at plage dine velsignede
øjne og dine små skære fine hænder –
Nora
(klapper i hænderne).
Nej, ikke sandt, Torvald, det behøves ikke
længer? Å, hvor det er vidunderlig dejligt at høre!
(tager ham under armen.) Nu skal jeg sige dig, hvorledes
jeg havde tænkt, vi skulde indrette os, Torvald. Så
snart julen er over – (det ringer i forstuen.) Å, der ringer
det. (rydder lidt op i stuen.) Her kommer visst nogen.
Det var da kedeligt.
s. 197
Helmer.
For visiter er jeg ikke hjemme; husk det.
Stuepigen
(i entrédøren).
Frue, her er en fremmed dame –
Nora.
Ja, lad hende komme ind.
Stuepigen
(til Helmer).
Og så kom doktoren med det samme.
Helmer.
Gik han lige ind til mig?
Stuepigen.
Ja, han gjorde så.
(Helmer går ind i sit værelse. Pigen viser fru Linde, som er i rejsetøj,
ind i stuen og lukker efter hende.)
Fru Linde
(forsagt og lidt nølende).
Goddag, Nora.
Nora
(usikker).
Goddag –
Fru Linde.
Du kender mig nok ikke igen.
Nora.
Nej; jeg véd ikke –; jo visst, jeg synes nok
(udbrydende.) Hvad! Kristine! Er det virkelig dig?
Fru Linde.
Ja, det er mig.
s. 198
Nora.
Kristine! Og jeg, som ikke kendte dig igen!
Men hvor kunde jeg også –. (sagtere.) Hvor du er
bleven forandret, Kristine!
Fru Linde.
Ja, det er jeg visstnok. I ni–ti lange år –
Nora.
Er det så længe siden vi såes? Ja, det er det
jo også. Å, de sidste otte år har været en lykkelig
tid, kan du tro. Og nu er du altså kommen herind
til byen? Gjort den lange rejse ved vintertid. Det
var tappert.
Fru Linde.
Jeg kom netop med dampskibet imorges.
Nora.
For at more dig i julen, naturligvis. Å, hvor
det er dejligt! Ja, more os, det skal vi rigtignok.
Men tag dog overtøjet af. Du fryser dog vel ikke?
(hjælper hende )[HIS: Punktum mangler, mellomrom intakt.] Se så; nu sætter vi os hyggeligt her
ved ovnen. Nej, i lænestolen der! Her i gynge-
stolen vil jeg sidde. (griber hendes hænder.) Ja, nu har
du jo dit gamle ansigt igen; det var bare i det
første øjeblik –. Lidt blegere er du dog bleven,
Kristine, – og kanske lidt magrere.
Fru Linde.
Og meget, meget ældre, Nora.
Nora.
Ja, kanske lidt ældre; bitte, bitte lidt; slet ikke
meget. (holder pludselig inde, alvorligt.) Å, men jeg tanke-
løse menneske, som sidder her og snakker! Søde,
velsignede Kristine, kan du tilgive mig?
s. 199
Fru Linde.
Hvad mener du, Nora?
Nora
(sagte).
Stakkers Kristine, du er jo bleven enke.
Fru Linde.
Ja, for tre år siden.
Nora.
Å, jeg vidste det jo nok; jeg læste det jo i
aviserne. Å, Kristine, du må tro mig, jeg tænkte
ofte på at skrive dig til i den tid; men altid opsatte
jeg det, og altid kom der noget ivejen.
Fru Linde.
Kære Nora, det forstår jeg så godt.
Nora.
Nej, det var stygt af mig, Kristine. Å, du
stakker, hvor meget du visst har gået igennem. –
Og han efterlod dig jo ikke noget at leve af?
Fru Linde.
Nej.
Nora.
Og ingen børn?
Fru Linde.
Nej.
Nora.
Slet ingen ting altså?
Fru Linde.
Ikke engang en sorg eller et savn til at tære på.
s. 200
Nora
(ser vantro på hende).
Ja men, Kristine, hvor kan det være muligt?
Fru Linde
(smiler tungt og stryger hende over håret).
Å, det hænder undertiden, Nora.
Nora.
Så ganske alene. Hvor det må være forfærde-
lig tungt for dig. Jeg har tre dejlige børn. Ja nu
kan du ikke få se dem, for de er ude med pigen.
Men nu må du fortælle mig alt –
Fru Linde.
Nej, nej, nej, fortæl heller du.
Nora.
Nej, du skal begynde. Idag vil jeg ikke være
egenkærlig. Idag vil jeg tænke bare på dine sager.
Men ét må jeg dog sige dig. Véd du den store
lykke, som er hændt os i disse dage?
Fru Linde.
Nej. Hvad er det?
Nora.
Tænk, min mand er bleven direktør i Aktie-
banken!
Fru Linde.
Din mand? Å hvilket held –!
Nora.
Ja, umådeligt! At være advokat, det er jo så
usikkert at leve af, især når man ikke vil befatte
sig med andre forretninger, end de, som er fine og
smukke. Og det har naturligvis Torvald aldrig villet;
s. 201

og det holder jeg da ganske med ham i. Å, du kan
tro, vi glæder os! Han skal tiltræde i banken alle-
rede til nytår, og da får han en stor gage og mange
procenter. Herefter kan vi leve ganske anderledes
end før, – ganske som vi vil. Å, Kristine, hvor jeg
føler mig let og lykkelig! Ja, for det er dog dejligt
at have dygtig mange penge og ikke behøve at gøre
sig bekymringer. Ikke sandt?
Fru Linde.
Jo, ialfald måtte det være dejligt at have det
nødvendige.
Nora.
Nej, ikke blot det nødvendige, men dygtig,
dygtig mange penge!
Fru Linde
(smiler).
Nora, Nora, er du endnu ikke bleven fornuftig?
I skoledagene var du en stor ødeland.
Nora
(ler stille).
Ja, det siger Torvald endnu. (truer med fingeren).
Men «Nora, Nora» er ikke så gal, som I tænker. –
Å, vi har sandelig ikke havt det så, at jeg har kun-
net ødsle. Vi har måttet arbejde begge to!
Fru Linde.
Du også?
Nora.
Ja, med småting, med håndarbejde, med hæk-
ling og med broderi og sådant noget; (henkastende) og
med andre ting også. Du véd vel, at Torvald gik
ud af departementet, da vi blev gift? Der var ingen
udsigt til befordring i hans kontor, og så måtte han
s. 202

jo tjene flere penge end før. Men i det første år
overanstrængte han sig så aldeles forfærdeligt. Han
måtte jo søge alskens bifortjeneste, kan du vel tænke
dig, og arbejde både tidligt og sent. Men det tålte
han ikke, og så blev han så dødelig syg. Så er-
klærte lægerne det for nødvendigt, at han kom ned
til syden.
Fru Linde.
Ja, I opholdt jer jo et helt år i Italien?
Nora.
Ja visst. Det var ikke let at komme afsted,
kan du tro. Ivar var netop født dengang. Men af-
sted måtte vi naturligvis. Å, det var en vidunderlig
dejlig rejse. Og den frelste Torvalds liv. Men den
kosted svært mange penge, Kristine.
Fru Linde.
Det kan jeg nok tænke mig.
Nora.
Tolv hundrede specier kosted den. Fire tusend
otte hundrede kroner. Det er mange penge du.
Fru Linde.
Ja, men i slige tilfælde er det ialfald en stor
lykke, at man har dem.
Nora.
Ja, jeg skal sige dig, vi fik dem nu af pappa.
Fru Linde.
Nå sådan. Det var netop på den tid din fader
døde, tror jeg.
Nora.
Ja, Kristine, det var netop da. Og tænk dig,
s. 203

jeg kunde ikke rejse til ham og pleje ham. Jeg gik
jo her og vented daglig, at lille Ivar skulde komme
til verden. Og så havde jeg jo min stakkers døds-
syge Torvald at passe. Min kære snille pappa! Jeg
fik aldrig se ham mere, Kristine. Å, det er det
tungeste, jeg har oplevet, siden jeg blev gift.
Fru Linde.
Jeg véd , du holdt meget af ham. Men så rejste
I altså til Italien?
Nora.
Ja; da havde vi jo pengene; og lægerne skyndte
på os. Så rejste vi en måneds tid efter.
Fru Linde.
Og din mand kom aldeles helbredet tilbage?
Nora.
Frisk som en fisk!
Fru Linde.
Men – doktoren?
Nora.
Hvorledes?
Fru Linde.
Jeg synes, pigen sagde, det var doktoren, den
herre, som kom på samme tid som jeg.
Nora.
Ja, det var doktor Rank; men han kommer
ikke i sygebesøg; det er vor nærmeste ven, og han
ser her indom mindst engang om dagen. Nej, Tor-
vald har aldrig havt en syg time siden. Og børnene
er friske og sunde, og jeg også. (springer op og klapper
i hænderne.)
Å Gud, å Gud, Kristine, det er dog vid-
s. 204

underlig dejligt at leve og være lykkelig! – – Å,
men det er dog afskyeligt af mig –; jeg taler jo
bare om mine egne sager. (sætter sig på en skammel tæt
ved hende og lægger armene på hendes knæ.)
Å, du må ikke
være vred på mig! – Sig mig, er det virkelig sandt,
at du ikke holdt af din mand? Hvorfor tog du
ham da?
Fru Linde.
Min moder leved endnu; og hun var sengelig-
gende og hjælpeløs. Og så havde jeg mine to yngre
brødre at sørge for. Jeg syntes ikke det var for-
svarligt at vise hans tilbud tilbage.
Nora.
Nej, nej, det kan du have ret i. Han var altså
rig dengang?
Fru Linde.
Han var ganske velstående, tror jeg. Men det
var usikre forretninger, Nora. Da han døde, gik det
hele overstyr og der blev ingenting tilovers.
Nora.
Og så –?
Fru Linde.
Ja, så måtte jeg slå mig igennem med en liden
handel og en liden skole og hvad jeg ellers kunde
finde på. De sidste tre år har været som en eneste
lang hvileløs arbejdsdag for mig. Nu er den tilende,
Nora. Min stakkers moder behøver mig ikke mere,
for hun er gået bort. Og gutterne heller ikke; de
er nu kommet i stillinger og kan sørge for sig selv.
Nora.
Hvor du må føle dig let –
s. 205
Fru Linde.
Nej, du; bare så usigelig tom. Ingen at leve
for mere. (står urolig op.) Derfor holdt jeg det ikke
længere ud derborte i den lille afkrog. Her må det
dog være lettere at finde noget, som kan lægge be-
slag på en og optage ens tanker. Kunde jeg bare
være så lykkelig at få en fast post, noget kontor-
arbejde –
Nora.
Å men, Kristine, det er saa forfærdelig anstræn-
gende; og du ser allerede så anstrængt ud iforvejen.
Det vilde være meget bedre for dig, om du kunde
komme til et bad.
Fru Linde
(går henimod vinduet).
Jeg har ingen pappa, som kan forære mig
rejsepenge, Nora.
Nora
(rejser sig).
Å, vær ikke vred på mig.
Fru Linde
(hen til hende).
Kære Nora, vær ikke du vred på mig. Det er
det værste ved en stilling som min, at den afsætter
så megen bitterhed i sindet. Man har ingen at ar-
bejde for; og dog nødes man til at være om sig på
alle kanter. Leve skal man jo; og så blir man
egenkærlig. Da du fortalte mig om den lykkelige
forandring i eders stilling – vil du tro det? – jeg
glædede mig ikke så meget på dine vegne, som på
mine.
Nora.
Hvorledes det? Å, jeg forstår dig. Du mener,
Torvald kunde kanske gøre noget for dig.
s. 206
Fru Linde.
Ja, det tænkte jeg mig.
Nora.
Det skal han også, Kristine. Overlad det bare
til mig; jeg skal indlede det så fint, så fint, – finde
på noget elskværdigt, som han synes rigtig godt om.
Å, jeg vil så inderlig gerne være dig til tjeneste.
Fru Linde.
Hvor det er smukt af dig, Nora, at du er så
ivrig for min sag, – dobbelt smukt af dig, som selv
kender så lidet til livets byrder og besvær.
Nora.
Jeg –? Jeg kender så lidet til –?
Fru Linde
(smilende).
Nå, Herregud, den smule håndarbejde og sådant
noget –. Du er et barn, Nora.
Nora
(kaster på nakken og går henover gulvet).
Det skulde du ikke sige så overlegent.
Fru Linde.
Så?
Nora.
Du er ligesom de andre. I tror allesammen, at
jeg ikke duer til noget rigtig alvorligt –
Fru Linde.
Nå, nå –
Nora.
– at jeg ikke har prøvet noget i denne vanske-
lige verden.
s. 207
Fru Linde.
Kære Nora, du har jo nys fortalt mig alle dine
genvordigheder.
Nora.
Pyt, – de småtterier! (sagte.) Jeg har ikke for-
talt dig det store.
Fru Linde.
Hvilket store? Hvad mener du?
Nora.
Du overser mig så ganske, Kristine; men det
skulde du ikke gøre. Du er stolt over, at du har
arbejdet så tungt og så længe for din moder.
Fru Linde.
Jeg overser visselig ikke nogen. Men det er
sandt: jeg er både stolt og glad, når jeg tænker på,
at det blev mig forundt at gøre min moders sidste
levetid såvidt sorgløs.
Nora.
Og du er også stolt, når du tænker på, hvad
du har gjort for dine brødre.
Fru Linde.
Det synes jeg, jeg har ret til.
Nora.
Det synes jeg også. Men nu skal du høre
noget, Kristine. Jeg har også noget at være stolt
og glad over.
Fru Linde.
Det tvivler jeg ikke på. Men hvorledes mener
du det?
s. 208
Nora.
Tal sagte. Tænk, om Torvald hørte det! Han
må ikke for nogen pris i verden –; der må ingen
få det at vide, Kristine; ingen uden du.
Fru Linde.
Men hvad er det dog?
Nora.
Kom herhen (drager hende ned på sofaen ved siden af sig.)
Ja du, – jeg har også noget at være stolt og glad
over. Det er mig, som har reddet Torvalds liv.
Fru Linde.
Reddet –? Hvorledes reddet?
Nora.
Jeg fortalte dig jo om rejsen til Italien. Torvald
kunde ikke have overstået det, hvis han ikke var
kommen derned –
Fru Linde.
Nå ja; din fader gav jer så de fornødne penge –
Nora
(smiler).
Ja, det tror både Torvald og alle andre; men –
Fru Linde.
Men –?
Nora.
Pappa gav os ikke en skilling. Det var mig,
som skaffed pengene tilveje.
Fru Linde.
Du? Hele den store sum?
s. 209
Nora.
Tolv hundrede specier. Fire tusend otte hun-
drede kroner. Hvad siger du til det?
Fru Linde.
Ja men, Nora, hvorledes var det muligt? Havde
du da vundet i lotteriet?
Nora
(med ringeagt).
I lotteriet? (blæser.) Hvad kunst havde det da
været?
Fru Linde.
Men hvor fik du dem da fra?
Nora
(nynner og smiler hemmelighedsfuldt).
Hm; tra la la la!
Fru Linde.
For låne dem kunde du jo ikke.
Nora.
Så? Hvorfor ikke det?
Fru Linde.
Nej, en kone kan jo ikke låne uden sin mands
samtykke.
Nora
(kaster på nakken).
Å, når det er en kone, som har en smule for-
retningsdygtighed, – en kone, som forstår at bære
sig lidt klogt ad, så –
Fru Linde.
Men, Nora, jeg begriber aldeles ikke –
Henrik Ibsens samlede værker. VI.
14
s. 210
Nora.
Det behøver du jo heller ikke. Det er jo slet
ikke sagt, at jeg har lånt pengene. Jeg kan jo have
fået dem på andre måder. (kaster sig tilbage i sofaen.) Jeg
kan jo have fået dem af en eller anden beundrer.
Når man ser såvidt tiltrækkende ud som jeg –
Fru Linde.
Du er en galning.
Nora.
Nu er du visst umådelig nysgærrig, Kristine.
Fru Linde.
Ja hør nu her, kære Nora, – har du ikke der
handlet ubesindigt?
Nora
(sidder atter oprejst).
Er det ubesindigt at redde sin mands liv?
Fru Linde.
Jeg synes det er ubesindigt, at du uden hans
vidende –
Nora.
Men han måtte jo netop ikke vide noget!
Herregud, kan du ikke forstå det? Han måtte ikke
engang vide, hvor farligt det stod til med ham. Det
var til mig lægerne kom og sagde, at hans liv stod
i fare; at intet andet kunde redde ham, end et op-
hold i syden. Tror du ikke, jeg først forsøgte at
lirke mig frem? Jeg talte til ham om, hvor dejligt
det vilde være for mig at få rejse til udlandet
ligesom andre unge koner; jeg både græd og jeg
bad; jeg sagde, at han værs’god skulde huske på
de omstændigheder, jeg var i, og at han måtte være
snil og føje mig; og så slog jeg på, at han gerne
s. 211

kunde optage et lån. Men da blev han næsten vred,
Kristine. Han sagde, at jeg var letsindig, og at det
var hans pligt som ægtemand ikke at føje mig i
nykker og luner – som jeg tror han kaldte det. Ja
ja, tænkte jeg, reddes må du nu; og så var det jeg
gjorde udvej –
Fru Linde.
Og fik din mand ikke vide af din fader, at
pengene ikke kom fra ham?
Nora.
Nej, aldrig. Pappa døde netop i de samme
dage. Jeg havde tænkt at indvie ham i sagen og
bede ham, ikke røbe noget. Men da han lå så
syg. – Desværre, det blev ikke nødvendigt.
Fru Linde.
Og har du aldrig siden betroet dig til din mand?
Nora.
Nej, for himlens skyld, hvor kan du tænke det?
Han, som er så stræng i det stykke! Og desuden –
Torvald med sin mandige selvfølelse – hvor pinligt
og ydmygende vilde det ikke være for ham at vide,
at han skyldte mig noget. Det vilde ganske forrykke
forholdet imellem os; vort skønne lykkelige hjem
vilde ikke længer blive, hvad det nu er.
Fru Linde.
Vil du aldrig sige ham det?
Nora
(eftertænksom, halvt smilende).
Jo – engang kanske; – om mange år, når jeg
ikke længer er så smuk som nu. Du skal ikke
le af det! Jeg mener naturligvis: når Torvald ikke
14*

s. 212

længer synes så godt om mig som nu; når han
ikke længer finder fornøjelse i, at jeg danser for
ham og forklæder mig og deklamerer. Da kunde
det være godt at have noget i baghånden – (af-
brydende.)
Vås, vås, vås! Den tid kommer aldrig. –
Nå, hvad siger du så til min store hemmelighed,
Kristine? Duer ikke jeg også til noget? – Du kan
forresten tro, at den sag har voldt mig mange be-
kymringer. Det har sandelig ikke været let for mig
at opfylde mine forpligtelser til rette tid. Jeg skal
sige dig, der er i forretningsverdenen noget, som
kaldes kvartalsrenter, og noget, som kaldes afdrag;
og de er altid så forfærdelig vanskelige at skaffe
tilveje. Så har jeg måttet spare lidt hist og her,
hvor jeg kunde, ser du. Af husholdningspengene
kunde jeg jo ikke lægge noget videre tilside, for
Torvald måtte jo leve godt. Børnene kunde jeg jo
ikke lade gå dårligt klædt; hvad jeg fik til dem
syntes jeg, jeg måtte bruge altsammen. De søde
velsignede små!
Fru Linde.
Så gik det vel altså ud over dine egne for-
nødenheder, stakkers Nora?
Nora.
Ja naturligvis. Jeg var jo også den, som var
nærmest til det. Hvergang Torvald gav mig penge
til nye kjoler og sådant noget, brugte jeg aldrig
mere end det halve; købte altid de simpleste og
billigste sorter. En Guds lykke var det, at alting
klæder mig så godt, at Torvald ikke mærked det.
Men det faldt mig mangengang tungt, Kristine; for
det er dog dejligt at gå fint klædt. Ikke sandt?
Fru Linde.
Å jo såmæn.
s. 213
Nora.
Nå, så har jeg jo også havt andre indtægts-
kilder. Ifjor vinter var jeg så heldig at få en hel
del arkskrift. Så lukked jeg mig inde og sad og
skrev hver aften til langt ud på natten. Ak, jeg
var mangengang så træt, så træt. Men det var dog
uhyre morsomt alligevel, således at sidde og arbejde
og fortjene penge. Det var næsten, som om jeg var
en mand.
Fru Linde.
Men hvormeget har du nu på den vis kunnet
afbetale?
Nora.
Ja, det kan jeg ikke sige så nøje. Sådanne
forretninger, ser du, er det meget vanskeligt at holde
rede på. Jeg véd kun, at jeg har betalt alt, hvad
jeg har kunnet skrabe sammen. Mangengang har
jeg ikke vidst mine arme råd. (smiler.) Da sad jeg
her og forestilled mig, at en gammel rig herre var
bleven forelsket i mig –
Fru Linde.
Hvad! Hvilken herre?
Nora.
Å snak! – at han nu var død, og da man
åbned hans testamente, så stod deri med store bog-
staver «Alle mine penge skal den elskværdige fru
Nora Helmer have udbetalt straks kontant».
Fru Linde.
Men kære Nora, – hvad var det for en herre?
Nora.
Herregud, kan du ikke forstå det? Den gamle
herre var jo slet ikke til; det var bare noget, jeg
s. 214

sad her og tænkte op igen og op igen, når jeg ikke
vidste nogen udvej til at skaffe penge. Men det kan
også være det samme; det gamle kedelige menneske
kan bli for mig hvor han er; jeg bryr mig hverken
om ham eller hans testament, for nu er jeg sorgløs.
(springer op.) Å Gud, det er dog dejligt at tænke på,
Kristine! Sorgløs! At kunne være sorgløs, ganske
sorgløs; at kunne lege og tumle sig med børnene;
at kunne have det smukt og nydeligt i huset, alting
således, som Torvald sætter pris på det! Og tænk,
så kommer snart våren med stor blå luft. Så kan
vi kanske få rejse lidt. Jeg kan kanske få se havet
igen. Å ja, ja, det er rigtignok vidunderligt at leve
og være lykkelig!
(Klokken høres i forstuen.)
Fru Linde
(rejser sig).
Det ringer; det er kanske bedst jeg går.
Nora.
Nej, bliv du; her kommer visst ingen; det er
vel til Torvald –
Stuepigen
(i forstuedøren).
Om forladelse, frue, – her er en herre, som vil
tale med advokaten.
Nora.
Med bankdirektøren, mener du.
Stuepigen.
Ja, med bankdirektøren; men jeg vidste ikke –
siden doktoren er derinde –
Nora.
Hvem er den herre?
s. 215
Sagfører Krogstad
(i forstuedøren).
Det er mig, frue.
Fru Linde
(studser, farer sammen og vender sig mod vinduet).
Nora
(et skridt imod ham, spændt, med halv stemme).
De? Hvad er det? Hvad vil De tale med min
mand om?
Krogstad.
Banksager – på en måde. Jeg har en liden
post i Aktiebanken, og Deres mand skal jo nu blive
vor chef, hører jeg –
Nora.
Det er altså –
Krogstad.
Bare tørre forretninger, frue; slet ikke noget
andet.
Nora.
Ja, vil De da være så god at gå ind kontordøren.
(hilser ligegyldigt, idet hun lukker døren til forstuen; derpå går hun
hen og ser til ovnen.)
Fru Linde.
Nora, – hvem var den mand?
Nora.
Det var en sagfører Krogstad.
Fru Linde.
Det var altså virkelig ham.
Nora.
Kender du det menneske?
s. 216
Fru Linde.
Jeg har kendt ham – for en del år siden. Han
var en tid sagførerfuldmægtig henne på vor kant.
Nora.
Ja, det var han jo.
Fru Linde.
Hvor han var forandret.
Nora.
Han har nok været meget ulykkeligt gift.
Fru Linde.
Nu er han jo enkemand.
Nora.
Med mange børn. Se så; nu brænder det.
(hun lukker ovnsdøren og flytter gyngestolen lidt tilside.)
Fru Linde.
Han driver jo mange slags forretninger, siges der?
Nora.
Så? Ja det kan gerne være; jeg véd slet ikke –.
Men lad os ikke tænke på forretninger; det er så
kedeligt.
(Doktor Rank kommer fra Helmers værelse.)
Doktor Rank
(endnu i døren).
Nej nej, du; jeg vil ikke forstyrre; jeg vil heller
gå lidt ind til din hustru. (lukker døren og bemærker fru
Linde
.)
Å om forladelse; jeg forstyrrer nok her også.
Nora.
Nej, på ingen måde. (forestiller.) Doktor Rank,
Fru Linde.
s. 217
Rank.
Nå så. Et navn, som ofte høres her i huset.
Jeg tror, jeg gik fruen forbi på trappen, da jeg kom.
Fru Linde.
Ja; jeg stiger meget langsomt; jeg kan ikke
godt tåle det.
Rank.
Aha, en liden smule bedærvet indvendig?
Fru Linde.
Egentlig mere overanstrængt.
Rank.
Ikke andet? Så er De vel kommen til byen
for at hvile Dem ud i alle gæstebudene?
Fru Linde.
Jeg er kommen hid for at søge arbejde.
Rank.
Skal det være noget probat middel imod over-
anstrængelse?
Fru Linde.
Man må leve, herr doktor.
Rank.
Ja, det er jo en almindelig mening, at det skal
være så nødvendigt.
Nora.
Å véd De hvad, doktor Rank, – De vil såmæn
også gerne leve.
Rank.
Ja såmæn vil jeg så. Så elendig jeg end er,
vil jeg dog gerne blive ved at pines i det længste.
s. 218

Alle mine patienter har det på samme vis. Og
således er det med de moralsk angrebne også. Der
er nu netop i dette øjeblik et sligt moralsk hospi-
talslem inde hos Helmer –
Fru Linde
(dæmpet).
Ah!
Nora.
Hvem mener De?
Rank.
Å, det er en sagfører Krogstad , et menneske,
som De ikke kender noget til. Han er bedærvet i
karakter-rødderne, frue. Men selv han begyndte at
snakke om, som noget højvigtigt, at han måtte leve.
Nora.
Så? Hvad var det da han vilde tale med Tor-
vald om?
Rank.
Jeg véd sandelig ikke; jeg hørte blot, det var
noget om Aktiebanken.
Nora.
Jeg vidste ikke, at Krog – at denne sagfører
Krogstad havde noget med Aktiebanken at gøre.
Rank.
Jo, han har fået et slags ansættelse dernede.
(til fru Linde.) Jeg véd ikke, om man også borte på
Deres kanter har et slags mennesker, som vimser
hæsblæsende omkring for at opsnuse moralsk rådden-
skab og så få vedkommende indlagt til observation
i en eller anden fordelagtig stilling. De sunde må
pent finde sig i at stå udenfor.
s. 219
Fru Linde.
Det er dog vel også de syge, som mest trænger
til at lukkes ind.
Rank
(trækker på skuldrene).
Ja, der har vi det. Det er den betragtning,
som gør samfundet til et sygehus.
Nora,
(i sine egne tanker, brister ud i en halvhøj latter og klapper i hænderne).
Rank.
Hvorfor ler De af det? Véd De egentlig, hvad
samfundet er?
Nora.
Hvad bryr jeg mig om det kedelige samfund?
Jeg lo af noget ganske andet, – noget uhyre mor-
somt. – Sig mig, doktor Rank – alle de, som er
ansatte i Aktiebanken blir altså nu afhængige af
Torvald?
Rank.
Er det det, De finder så uhyre morsomt?
Nora,
(smiler og nynner).
Lad mig om det! Lad mig om det! (spadserer
omkring på gulvet.)
Ja det er rigtignok umådelig fornøje-
ligt at tænke på, at vi – at Torvald har fået så
megen indflydelse på mange mennesker. (tager posen
op af lommen.)
Doktor Rank, skal det være en liden
makron.
Rank.
Se, se; makroner. Jeg trode det var forbudne
varer her.
s. 220
Nora.
Ja, men disse er nogen, som Kristine gav mig.
Fru Linde.
Hvad? Jeg –?
Nora.
Nå, nå, nå; bliv ikke forskrækket. Du kunde
jo ikke vide, at Torvald havde forbudt det. Jeg skal
sige dig, han er bange jeg skal få stygge tænder
af dem. Men pyt, – for engangs skyld –! Ikke
sandt, doktor Rank? Vær så god! (putter ham en makron
i munden.)
Og du også, Kristine. Og jeg skal også
have en; bare en liden en – eller højst to. (spadserer
igen.)
Ja nu er jeg rigtignok umådelig lykkelig. Nu
er der bare en eneste ting i verden, som jeg skulde
have en sådan umådelig lyst til.
Rank.
Nå? Og hvad er det?
Nora.
Der er noget, som jeg havde en så umådelig
lyst til at sige, så Torvald hørte på det.
Rank.
Og hvorfor kan De så ikke sige det?
Nora.
Nej, det tør jeg ikke, for det er så stygt.
Fru Linde.
Stygt?
Rank.
Ja, da er det ikke rådeligt. Men til os kan De
jo nok –. Hvad er det, De har sådan lyst til at
sige, så Helmer hører på det?
s. 221
Nora.
Jeg har sådan en umådelig lyst til at sige: død
og pine.
Rank.
Er De gal!
Fru Linde.
Men bevares, Nora –!
Rank.
Sig det. Der er han.
Nora
(gemmer makronposen).
Hys, hys, hys!
(Helmer, med overfrakke på armen og hat i hånden, kommer fra sit
værelse.)
Nora
(imod ham).
Nå, kære Torvald, blev du af med ham?
Helmer.
Ja, nu gik han.
Nora.
Må jeg forestille dig –; det er Kristine, som
er kommen til byen.
Helmer.
Kristine –? Om forladelse, men jeg véd ikke –
Nora.
Fru Linde, kære Torvald; fru Kristine Linde.
Helmer.
Ah så. Formodentlig en barndomsveninde af
min hustru?
s. 222
Fru Linde.
Ja vi har kendt hinanden i tidligere dage.
Nora.
Og tænk, nu har hun gjort den lange rejse
herind for at få tale med dig.
Helmer.
Hvad skal det sige?
Fru Linde.
Ja ikke egentlig –
Nora.
Kristine er nemlig så umådelig flink i kontor-
arbejde, og så har hun en sådan uhyre lyst til at
komme under en dygtig mands ledelse og lære mere,
end det hun alt kan –
Helmer.
Meget fornuftigt, frue.
Nora.
Og da hun så hørte, at du var bleven bank-
direktør – der kom telegram om det – så rejste hun
så fort hun kunde herind og –. Ikke sandt, Tor-
vald, du kan nok for min skyld gøre lidt for Kri-
stine? Hvad?
Helmer.
Jo, det var slet ikke umuligt. Fruen er formo-
dentlig enke?
Fru Linde.
Ja.
Helmer.
Og har øvelse i kontorforretninger?
s. 223
Fru Linde.
Ja så temmelig.
Helmer.
Nå, da er det højst rimeligt, at jeg kan skaffe
Dem en ansættelse –
Nora
(klapper i hænderne).
Ser du; ser du!
Helmer.
De er kommen i et heldigt øjeblik, frue –
Fru Linde.
Å , hvorledes skal jeg takke Dem –?
Helmer.
Behøves slet ikke . (trækker yderfrakken på.) Men
idag må De have mig undskyldt –
Rank.
Vent; jeg går med dig.
(henter sin pelts i entréen og varmer den ved ovnen.)
Nora.
Bliv ikke længe ude, kære Torvald.
Helmer.
En times tid; ikke mere.
Nora.
Går du også, Kristine?
Fru Linde
(tager ydertøjet på).
Ja, nu må jeg ud og se mig om efter et værelse.
s. 224
Helmer.
Så går vi kanske ned over gaden sammen.
Nora
(hjælper hende).
Hvor kedeligt, at vi skal bo så indskrænket;
men det er os umuligt at –
Fru Linde.
Å, hvad tænker du på! Farvel, kære Nora, og
tak for alt.
Nora.
Farvel sålænge. Ja, iaften kommer du natur-
ligvis igen. Og De også, doktor Rank. Hvad? Om
De blir så bra’? Å jo såmæn gør De så; pak Dem
bare godt ind.
(Man går under almindelig samtale ud i entréen. Der høres børne-
stemmer udenfor på trappen.)
Nora.
Der er de! Der er de!
(Hun løber hen og lukker op. Barnepigen Anne-Marie kommer med
børnene.)
Nora.
Kom ind; kom ind! (bøjer sig ned og kysser dem.) Å
I søde, velsignede –! Ser du dem, Kristine? Er
de ikke dejlige!
Rank.
Ikke passiar her i luftdraget!
Helmer.
Kom, fru Linde; nu blir her ikke udholdeligt
for andre end mødre.
(Doktor Rank, Helmer og fru Linde går nedover trapperne. Barnepigen
går ind i stuen med børnene. Nora ligeledes, idet hun lukker døren til
forstuen.)
s. 225
Nora.
Hvor friske og kække I ser ud. Nej, for røde
kinder I har fået! Som æbler og roser. (børnene taler
i munden på hende under det følgende.)
Har I moret jer så
godt? Det var jo prægtigt. Ja så; du har trukket
både Emmy og Bob på kælken? Nej tænk, på en-
gang ! Ja, du er en flink gut, Ivar. Å, lad mig
holde hende lidt, Anne-Marie. Mit søde lille dukke-
barn! (tager den mindste fra barnepigen og danser med hende.) Ja,
ja, mamma skal danse med Bob også. Hvad? Har
I kastet snebold? Å, der skulde jeg have været
med! Nej, ikke det; jeg vil selv klæde dem af,
Anne-Marie. Å jo, lad mig få lov; det er så mor-
somt. Gå ind så længe; du ser så forfrossen ud.
Der står varm kaffe til dig på ovnen.
(Barnepigen går ind i værelset til venstre . Nora tager børnenes ydertøj
af og kaster det omkring, idet hun lar dem fortælle i munden på hver-
andre.)
Nora.
Ja så? Så der var en stor hund, som løb efter
jer? Men den bed ikke? Nej, hundene bider ikke
små dejlige dukkebørn. Ikke se i pakkerne, Ivar!
Hvad det er? Ja, det skulde I bare vide. Å nej,
nej; det er noget fælt noget. Så? Skal vi lege?
Hvad skal vi lege? Gemmespil. Ja, lad os lege
gemmespil. Bob skal gemme sig først. Skal jeg?
Ja, lad mig gemme mig først.
(Hun og børnene leger under latter og jubel i stuen og det tilstødende
værelse til højre. Tilsidst gemmer Nora sig under bordet; børnene
kommer stormende ind, søger, men kan ikke finde hende, hører hendes
dæmpede latter, styrter hen til bordet, løfter tæppet op, ser hende.
Stormende jubel. Hun kryber frem som for at skræmme dem. Ny jubel.
Det har imidlertid banket på indgangsdøren; ingen har lagt mærke til
det. Nu åbnes døren halvt og sagfører Krogstad kommer tilsyne; han
venter lidt; legen fortsættes.)
Krogstad.
Om forladelse, fru Helmer –
Henrik Ibsens samlede værker. VI.
15
s. 226
Nora
(med et dæmpet skrig, vender sig og springer halvt ivejret ).
Ah! Hvad vil De ?
Krogstad.
Undskyld; yderdøren stod påklem ; der må nogen
have glemt at lukke den –
Nora
(rejser sig).
Min mand er ikke hjemme, herr Krogstad.
Krogstad.
Jeg véd det.
Nora.
Ja – hvad vil De så her?
Krogstad.
Tale et ord med Dem .
Nora.
Med –? (til børnene, sagte.) Gå ind til Anne-Marie.
Hvad? Nej, den fremmede mand vil ikke gøre mamma
noget ondt. Når han er gået, skal vi lege igen.
(hun fører børnene ind i værelset til venstre og lukker døren efter dem.)
Nora
(urolig, spændt).
De vil tale med mig?
Krogstad.
Ja, jeg vil det.
Nora.
Idag –? Men vi har jo endnu ikke den første
i måneden –
Krogstad.
Nej, vi har juleaften . Det vil komme an på
Dem selv, hvad juleglæde De får.
s. 227
Nora.
Hvad er det, De vil? Jeg kan aldeles ikke
idag –
Krogstad.
Det skal vi indtil videre ikke snakke om. Det
er noget andet. De har dog vel tid et øjeblik?
Nora.
Å ja; ja visst, det har jeg nok, endskønt –
Krogstad.
Godt. Jeg sad inde på Olsens restauration og
så Deres mand gå nedover gaden –
Nora.
Ja vel.
Krogstad.
– med en dame.
Nora.
Og hvad så?
Krogstad.
Måtte jeg være så fri at spørge: var ikke den
dame en fru Linde?
Nora.
Jo.
Krogstad.
Netop kommen til byen?
Nora.
Ja, idag.
Krogstad.
Hun er jo en god veninde af Dem?
15*
s. 228
Nora.
Jo, det er hun. Men jeg indser ikke –
Krogstad.
Jeg har også kendt hende engang.
Nora.
Det véd jeg.
Krogstad.
Så? De har rede på den sag. Det tænkte jeg
nok. Ja, må jeg så spørge Dem kort og godt: skal
fru Linde have nogen ansættelse i Aktiebanken?
Nora.
Hvor kan De tillade Dem at udspørge mig,
herr Krogstad, De , en af min mands underordnede?
Men siden De spørger, så skal De få vide det: Ja,
fru Linde skal have en ansættelse. Og det er mig,
som har talt hendes sag, herr Krogstad. Nu véd
De det.
Krogstad.
Jeg havde altså lagt rigtig sammen.
Nora
(går op og ned ad gulvet).
Å , man har dog vel altid en liden smule ind-
flydelse, skulde jeg tro. Fordi om man er en kvinde,
er det slet ikke derfor sagt, at –. Når man står i
et underordnet forhold, herr Krogstad, så burde man
virkelig vogte sig for at støde nogen, som – hm –
Krogstad.
– som har indflydelse?
Nora.
Ja netop.
s. 229
Krogstad
( skiftende tone).
Fru Helmer, vil De være af den godhed at an-
vende Deres indflydelse til fordel for mig.
Nora.
Hvad nu? Hvad mener De?
Krogstad.
Vil De være så god at sørge for, at jeg beholder
min underordnede stilling i banken.
Nora.
Hvad skal det sige? Hvem tænker på at tage
Deres stilling fra Dem?
Krogstad.
Å, De behøver ikke at spille den uvidende lige-
over for mig. Jeg skønner godt, at det ikke kan være
Deres veninde behageligt at udsætte sig for at støde
sammen med mig; og jeg skønner nu også, hvem
jeg kan takke for, at jeg skal jages væk.
Nora.
Men jeg forsikrer Dem –
Krogstad.
Ja, ja, ja, kort og godt: det er endnu tid og
jeg råder Dem, at De anvender Deres indflydelse for
at forhindre det.
Nora.
Men, herr Krogstad, jeg har aldeles ingen ind-
flydelse.
Krogstad.
Ikke det? Jeg syntes, De nylig selv sagde –
s. 230
Nora.
Det var naturligvis ikke således at forstå. Jeg!
Hvor kan De tro, at jeg har nogen sådan indflydelse
på min mand?
Krogstad.
Å, jeg kender Deres mand fra studenterdagene.
Jeg tænker ikke herr bankdirektøren er fastere, end
andre ægtemænd.
Nora.
Taler De ringeagtende om min mand, så viser
jeg Dem døren.
Krogstad.
Fruen er modig.
Nora.
Jeg er ikke bange for Dem længer. Når nytår
er over, så skal jeg snart være ude af det hele.
Krogstad
(mere behersket).
Hør mig nu, frue. Hvis det blir nødvendigt, så
kommer jeg til at kæmpe ligesom på livet, for at
beholde min lille post i banken.
Nora.
Ja, det lader virkelig til.
Krogstad.
Det er ikke bare for indtægtens skyld; den er
det mig endogså mindst om at gøre. Men der er
noget andet –. Nå ja, ud med det! Det er dette
her, ser De. De véd naturligvis lige så godt som
alle andre, at jeg engang for en del år siden har
gjort mig skyldig i en ubesindighed.
s. 231
Nora.
Jeg tror, jeg har hørt noget sådant.
Krogstad.
Sagen kom ikke for retten; men alle veje blev
ligesom stængte for mig med det samme. Så slog
jeg ind på de forretninger, som De jo véd . Noget
måtte jeg jo gribe til; og jeg tør sige, jeg ikke
har været blandt de værste. Men nu må jeg ud af
alt dette. Mine sønner vokser til; for deres skyld
må jeg se at skaffe mig tilbage så megen borgerlig
agtelse, som muligt. Denne post i banken var lige-
som det første trappetrin for mig. Og nu vil Deres
mand sparke mig væk fra trappen, så jeg kommer
til at stå nede i sølen igen.
Nora.
Men for Guds skyld, herr Krogstad, det står
aldeles ikke i min magt at hjælpe Dem.
Krogstad.
Det er fordi De ikke har vilje til det; men jeg
har midler til at tvinge Dem.
Nora.
De vil dog vel ikke fortælle min mand, at jeg
skylder Dem penge?
Krogstad.
Hm; hvis jeg nu fortalte ham det?
Nora.
Det vilde være skammeligt handlet af Dem. (med
gråden i halsen.)
Denne hemmelighed, som er min glæde
og min stolthed, den skulde han få vide på en så
styg og plump måde, – få vide den af Dem. De
vil udsætte mig for de frygteligste ubehageligheder –
s. 232
Krogstad.
Bare ubehageligheder?
Nora
(hæftigt).
Men gør De det kun; det blir værst for Dem
selv; for da får min mand rigtig se, hvilket slet
menneske De er, og da får De nu aldeles ikke be-
holde posten.
Krogstad.
Jeg spurgte, om det bare var huslige ubehage-
ligheder, De var bange for?
Nora.
Får min mand det at vide, så vil han naturlig-
vis straks betale, hvad der står til rest; og så har
vi ikke mere med Dem at skaffe.
Krogstad
(et skridt nærmere).
Hør, fru Helmer; – enten har De ikke nogen
stærk hukommelse, eller også har De ikke videre
skøn på forretninger. Jeg får nok sætte Dem lidt
grundigere ind i sagen.
Nora.
Hvorledes det?
Krogstad.
Da Deres mand var syg, kom De til mig for
at få låne tolv hundrede specier.
Nora.
Jeg vidste ingen anden.
Krogstad.
Jeg loved da at skaffe Dem beløbet –
s. 233
Nora.
De skaffed det jo også.
Krogstad.
Jeg loved at skaffe Dem beløbet på visse be-
tingelser. De var dengang så optagen af Deres
mands sygdom og så ivrig for at få rejsepenge, at
jeg tror, De ikke havde videre tanke for alle biom-
stændighederne. Det er derfor ikke afvejen at minde
Dem om dette. Nå; jeg loved at skaffe Dem pengene
mod et gældsbevis, som jeg affatted.
Nora.
Ja, og som jeg underskrev.
Krogstad.
Godt. Men nedenunder tilføjed jeg nogle linjer,
hvori Deres fader indestod for gælden. Disse linjer
skulde Deres fader underskrive.
Nora.
Skulde –? Han underskrev jo.
Krogstad.
Jeg havde sat datum in blanco; det vil sige,
Deres fader skulde selv anføre, på hvilken dag han
underskrev papiret. Husker fruen det?
Nora.
Ja jeg tror nok –
Krogstad.
Jeg overgav Dem derpå gældsbeviset, for at De
skulde sende det i posten til Deres fader. Var det
ikke så?
Nora.
Jo.
s. 234
Krogstad.
Og det gjorde De naturligvis også straks; for
allerede en fem–sex dage efter bragte De mig be-
viset med Deres faders underskrift. Så fik De da
beløbet udbetalt.
Nora.
Nu ja; har jeg ikke afbetalt ordentligt?
Krogstad.
Så temmelig, jo. Men – for at komme tilbage
til det, vi talte om, – det var nok en tung tid for
Dem dengang, frue?
Nora.
Ja det var det.
Krogstad.
Deres fader lå nok meget syg, tror jeg.
Nora.
Han lå på sit yderste.
Krogstad.
Døde nok kort efter?
Nora.
Ja.
Krogstad.
Sig mig, fru Helmer, skulde De tilfældigvis
huske Deres faders dødsdag? Hvad dag i måneden,
mener jeg.
Nora.
Pappa døde den 29. September.
Krogstad.
Det er ganske rigtigt; det har jeg erkyndiget
s. 235

mig om. Og derfor er der en besynderlighed, (tager
et papir frem)
som jeg slet ikke kan forklare mig.
Nora.
Hvilken besynderlighed? Jeg véd ikke –
Krogstad.
Det er den besynderlighed, frue, at Deres fader
har underskrevet dette gældsbevis tre dage efter
sin død.
Nora.
Hvorledes? Jeg forstår ikke –
Krogstad.
Deres fader døde den 29. September. Men se
her. Her har Deres fader dateret sin underskrift den
2. Oktober. Er ikke det besynderligt, frue?
Nora
(tier).
Krogstad.
Kan De forklare mig det?
Nora
(tier fremdeles).
Krogstad.
Påfaldende er det også, at ordene 2. Oktober
og årstallet ikke er skrevet med Deres faders hånd-
skrift, men med en håndskrift, som jeg synes jeg
skulde kende. Nå, det lar sig jo forklare; Deres
fader kan have glemt at datere sin underskrift, og
så har en eller anden gjort det på måfå her, for-
inden man endnu vidste om dødsfaldet. Der er ikke
noget ondt i det. Det er navnets underskrift, det
kommer an på. Og den er jo ægte, fru Helmer?
Det er jo virkelig Deres fader, som selv har skrevet
sit navn her?
s. 236
Nora
(efter en kort taushed, kaster hovedet tilbage og ser trodsigt på ham).
Nej, det er ikke. Det er mig, som har skrevet
pappas navn.
Krogstad.
Hør, frue, – véd De vel, at dette er en farlig
tilståelse?
Nora.
Hvorfor det? De skal snart få Deres penge.
Krogstad.
Må jeg gøre Dem et spørgsmål, – hvorfor
sendte De ikke papiret til Deres fader?
Nora.
Det var umuligt. Pappa lå jo syg. Hvis jeg
skulde have bedt om hans underskrift, så måtte jeg
også sagt ham, hvad pengene skulde bruges til. Men
jeg kunde jo ikke sige ham, så syg som han var,
at min mands liv stod i fare. Det var jo umuligt.
Krogstad.
Så havde det været bedre for Dem, om De
havde opgivet den udenlandsrejse.
Nora.
Nej, det var umuligt. Den rejse skulde jo redde
min mands liv. Den kunde jeg ikke opgive.
Krogstad.
Men tænkte De da ikke på, at det var et be-
drageri imod mig –?
Nora.
Det kunde jeg aldeles ikke tage noget hensyn
til. Jeg brød mig slet ikke om Dem. Jeg kunde
s. 237

ikke udstå Dem for alle de kolde vanskeligheder,
De gjorde, skønt De vidste, hvor farligt det stod til
med min mand.
Krogstad.
Fru Helmer, De har åbenbart ikke nogen klar
forestilling om, hvad det egentlig er for noget, De
har gjort Dem skyldig i. Men jeg kan fortælle Dem,
at det var hverken noget mere eller noget værre,
det, jeg engang begik, og som ødelagde hele min
borgerlige stilling.
Nora.
De? Vil De bilde mig ind, at De skulde have
foretaget Dem noget modigt for at redde Deres
hustrus liv?
Krogstad.
Lovene spørger ikke om bevæggrunde.
Nora.
Da må det være nogen meget dårlige love.
Krogstad.
Dårlige eller ikke, – fremlægger jeg dette papir
i retten, så blir De dømt efter lovene.
Nora.
Det tror jeg aldeles ikke. En datter skulde ikke
have ret til at skåne sin gamle dødssyge fader for
ængstelser og bekymringer? Skulde ikke en hustru
have ret til at redde sin mands liv? Jeg kender
ikke lovene så nøje; men jeg er viss på, at der må
stå etsteds i dem, at sådant er tilladt. Og det véd
ikke De besked om, De, som er sagfører? De må
være en dårlig jurist, herr Krogstad.
Krogstad.
Kan så være. Men forretninger, – slige forret-
s. 238

ninger, som vi to har med hinanden, – dem tror
De dog vel, jeg forstår mig på? Godt. Gør nu hvad
De lyster. Men det siger jeg Dem: blir jeg udstødt
for anden gang, så skal De gøre mig selskab.
(Han hilser og går ud gennem forstuen.)
Nora
(en stund eftertænksom; kaster med nakken).
Å hvad! – At ville gøre mig bange! Så en-
foldig er jeg da ikke. (giver sig ifærd med at lægge børnenes
tøj sammen; holder snart op.)
Men –? – – Nej, men det
er jo umuligt! Jeg gjorde det jo af kærlighed.
Børnene
(i døren til venstre ).
Mamma, nu gik den fremmede mand ud igen-
nem porten.
Nora.
Ja, ja, jeg véd det. Men tal ikke til nogen om
den fremmede mand. Hører I det? Ikke til pappa
heller!
Børnene.
Nej, mamma; men vil du så lege igen?
Nora.
Nej, nej; ikke nu.
Børnene.
Å men, mamma, du loved det jo.
Nora.
Ja, men jeg kan ikke nu. Gå ind; jeg har så
meget at gøre. Gå ind; gå ind, kære søde børn.
(hun nøder dem varsomt ind i værelset og lukker døren efter dem.)
s. 239
Nora
(sætter sig på sofaen, tager et broderi og gør nogle sting, men går
snart istå)
.
Nej! (kaster broderiet, rejser sig, går til forstuedøren og råber
ud:)
Helene! lad mig få træet ind. (går til bordet til
venstre og åbner bordskuffen; standser atter.)
Nej, men det er
jo aldeles umuligt!
Stuepigen
(med grantræet).
Hvor skal jeg sætte det, frue?
Nora.
Der; midt på gulvet.
Stuepigen.
Skal jeg ellers hente noget?
Nora.
Nej, tak; jeg har, hvad jeg behøver.
(Pigen, der har sat træet fra sig, går ud igen.)
Nora
(ifærd med at pynte juletræet).
Her skal lys – og her skal blomster. – Det
afskyelige menneske! Snak, snak, snak! Der er
ingen ting ivejen. Juletræet skal blive dejligt. Jeg
vil gøre alt, hvad du har lyst til, Torvald; – jeg
skal synge for dig, danse for dig –
(Helmer, med en pakke papirer under armen, kommer udefra.)
Nora.
Ah, – kommer du alt igen?
Helmer.
Ja. Har her været nogen?
s. 240
Nora.
Her? Nej.
Helmer.
Det var besynderligt. Jeg så Krogstad gå ud
af porten.
Nora.
Så? Å ja, det er sandt, Krogstad var her et
øjeblik.
Helmer.
Nora, jeg kan se det på dig, han har været her
og bedt dig lægge et godt ord ind for ham.
Nora.
Ja.
Helmer.
Og det skulde du gøre ligesom af egen drift?
Du skulde fortie for mig, at han havde været her.
Bad han ikke om det også?
Nora.
Jo, Torvald; men –
Helmer.
Nora, Nora, og det kunde du indlade dig på?
Føre samtale med et sligt menneske, og give ham
løfte på noget! Og så ovenikøbet sige mig en
usandhed!
Nora.
En usandhed –?
Helmer.
Sagde du ikke, at her ingen havde været? (truer
med fingeren.)
Det må aldrig min lille sangfugl gøre
mere. En sangfugl må have rent næb at kviddre
s. 241

med; aldrig falske toner. (tager hende om livet.) Er det
ikke så det skal være? Jo, det vidste jeg nok.
(slipper hende.) Og så ikke mere om det. (sætter sig foran
ovnen.)
Ah, hvor her er lunt og hyggeligt. (blader lidt
i sine papirer.)
Nora
(beskæftiget med juletræet, efter et kort ophold).
Torvald!
Helmer.
Ja.
Nora.
Jeg glæder mig så umådeligt til kostumeballet
hos Stenborgs iovermorgen.
Helmer.
Og jeg er umådelig nysgærrig efter at se, hvad
du vil overraske mig med.
Nora.
Ak, det dumme indfald.
Helmer.
Nå?
Nora.
Jeg kan ikke finde på noget, som duer; alt-
sammen blir så tåbeligt, så intetsigende.
Helmer.
Er lille Nora kommen til den erkendelse?
Nora
(bag hans stol, med armene på stoleryggen ).
Har du meget travlt , Torvald?
Helmer.
Å –
Henrik Ibsens samlede værker. VI.
16
s. 242
Nora.
Hvad er det for papirer?
Helmer.
Banksager.
Nora.
Allerede?
Helmer.
Jeg har ladet den aftrædende bestyrelse give
mig fuldmagt til at foretage de fornødne forandringer
i personalet og i forretningsplanen. Det må jeg
bruge juleugen til. Jeg vil have alt i orden til nytår.
Nora.
Det var altså derfor, at denne stakkers Krog-
stad –
Helmer.
Hm.
Nora
(fremdeles lænet til stoleryggen , purrer langsomt i hans nakkehår).
Hvis du ikke havde havt så travlt, vilde jeg
have bedt dig om en umådelig stor tjeneste, Torvald.
Helmer.
Lad mig høre. Hvad skulde det være?
Nora.
Der er jo ingen, der har en sådan fin smag,
som du. Nu vilde jeg så gerne se godt ud på
kostumeballet. Torvald, kunde ikke du tage dig af
mig og bestemme, hvad jeg skal være og hvorledes
min dragt skal være indrettet?
Helmer.
Aha, er den lille egensindige ude og søger en
redningsmand?
s. 243
Nora.
Ja Torvald, jeg kan ikke komme nogen vej
uden din hjælp .
Helmer.
Godt, godt; jeg skal tænke på sagen; vi skal
nok finde på råd.
Nora.
Å hvor det er snilt af dig. (går atter til juletræet;
ophold.)
Hvor smukt de røde blomster tar sig ud. –
Men sig mig, er det virkelig så slemt, det som
denne Krogstad har gjort sig skyldig i?
Helmer.
Skrevet falske navne. Har du nogen forestilling
om, hvad det vil sige?
Nora.
Kan han ikke have gjort det af nød?
Helmer.
Jo, eller, som så mange, i ubesindighed. Jeg
er ikke så hjerteløs, at jeg ubetinget skulde for-
dømme en mand for en sådan enkeltstående hand-
lings skyld.
Nora.
Nej, ikke sandt, Torvald!
Helmer.
Mangen en kan moralsk rejse sig igen, hvis han
åbent bekender sin brøde og udstår sin straf.
Nora.
Straf –?
Helmer.
Men den vej gik nu ikke Krogstad; han hjalp
16*

s. 244

sig igennem ved kneb og kunstgreb; og det er dette,
som moralsk har nedbrudt ham.
Nora.
Tror du, at det skulde –?
Helmer.
Tænk dig blot, hvorledes et sådant skyldbevidst
menneske må lyve og hykle og forstille sig til alle
sider, må gå med maske på ligeover for sine aller-
nærmeste, ja ligeover for sin egen hustru og sine
egne børn. Og dette med børnene, det er just det
forfærdeligste, Nora.
Nora.
Hvorfor?
Helmer.
Fordi en sådan dunstkreds af løgn bringer smitte
og sygdomsstof ind i et helt hjems liv. Hvert ånde-
drag, som børnene tager i et sådant hus, er fyldt
med spirer til noget stygt.
Nora
(nærmere bag ham).
Er du viss på det?
Helmer.
Å kære, det har jeg tidtnok erfaret som advokat.
Næsten alle tidligt forvorpne mennesker har havt
løgnagtige mødre.
Nora.
Hvorfor just – mødre?
Helmer.
Det skriver sig hyppigst fra mødrene; men fædre
virker naturligvis i samme retning; det véd enhver
sagfører meget godt. Og dog har denne Krogstad
s. 245

gået derhjemme i hele år og forgiftet sine egne børn
i løgn og forstillelse; det er derfor jeg kalder ham
moralsk forkommen. (strækker hænderne ud imod hende.) Der-
for skal min søde lille Nora love mig ikke at tale
hans sag. Din hånd på det. Nå, nå, hvad er det?
Ræk mig hånden. Se så. Afgjort altså. Jeg for-
sikrer dig, det vilde været mig umuligt at arbejde
sammen med ham; jeg føler bogstavelig et legemligt
ildebefindende i slige menneskers nærhed.
Nora
(drager hånden til sig og går over på den anden side af juletræet).
Hvor varmt her er. Og jeg har så meget at
bestille.
Helmer
(rejser sig og samler sine papirer sammen).
Ja, jeg får også tænke på at få læst lidt af
dette igennem før bordet. Din dragt skal jeg også
tænke på. Og noget til at hænge i guldpapir på
juletræet, har jeg kanske også i beredskab. (lægger
hånden på hendes hoved.)
Å du min velsignede lille sangfugl.
(han går ind i sit værelse og lukker døren efter sig.)
Nora
(sagte, efter en stilhed).
Å hvad! det er ikke så. Det er umuligt. Det
må være umuligt.
Barnepigen
(i døren til venstre ).
De små beer så vakkert om de må komme ind
til mamma.
Nora.
Nej, nej, nej; slip dem ikke ind til mig! Vær
hos dem du, Anne-Marie.
s. 246
Barnepigen.
Ja, ja, frue.
(lukker døren.)
Nora
(bleg af rædsel).
Fordærve mine små børn –! Forgifte hjemmet?
(kort ophold; hun hæver nakken.) Dette er ikke sandt. Dette
er aldrig i evighed sandt.

ANDEN AKT.

(Samme stue. Oppe i krogen ved pianofortet står juletræet, plukket,
forpjusket og med nedbrændte lysestumper. Noras ydertøj ligger på sofaen.)
(Nora, alene i stuen, går urolig omkring; tilsidst standser hun ved sofaen
og tager sin kåbe.)
Nora
(slipper kåben igen).
Nu kom der nogen! (mod døren; lytter.) Nej, – der
er ingen. Naturligvis – der kommer ingen idag,
første juledag; – og ikke imorgen heller. – Men
kanske – (åbner døren og ser ud.) Nej; ingenting i brev-
kassen; ganske tom. (går fremover gulvet.) Å tosseri!
Han gør naturligvis ikke alvor af det. Der kan jo
ikke ske noget sligt. Det er umuligt. Jeg har jo
tre små børn.
(Barnepigen, med en stor papæske, kommer fra værelset til venstre .)
Barnepigen.
Jo, endelig fandt jeg da æsken med maskerade-
klæderne.
Nora.
Tak; sæt den på bordet.
s. 248
Barnepigen
(gør så).
Men de er nok svært i uorden.
Nora.
Å gid jeg kunde rive dem i hundred tusend
stykker!
Barnepigen.
Bevares; de kan godt sættes istand; bare lidt
tålmodighed.
Nora.
Ja, jeg vil gå hen og få fru Linde til at
hjælpe mig.
Barnepigen.
Nu ud igen? I dette stygge vejr? Fru Nora
forkøler sig, – blir syg.
Nora.
Å, det var ikke det værste. – Hvorledes har
børnene det?
Barnepigen.
De stakkers småkryb leger med julegaverne,
men –
Nora.
Spør de tidt efter mig?
Barnepigen.
De er jo så vant til at ha’e mamma om sig.
Nora.
Ja men, Anne-Marie , jeg kan ikke herefter være
så meget sammen med dem som før.
Barnepigen.
Nå, småbørn vænner sig til alleting.
s. 249
Nora.
Tror du det? Tror du, de vilde glemme sin
mamma, hvis hun var ganske borte?
Barnepigen.
Bevares; – ganske borte!
Nora.
Hør, sig mig, Anne-Marie, – det har jeg så
ofte tænkt på, – hvorledes kunde du bære over dit
hjerte at sætte dit barn ud til fremmede?
Barnepigen.
Men det måtte jeg jo, når jeg skulde være
amme for lille Nora.
Nora.
Ja men at du vilde det?
Barnepigen.
Når jeg kunde få en så god plads? En fattig
pige, som er kommen i ulykke, må være glad til.
For det slette menneske gjorde jo ingenting for mig.
Nora.
Men din datter har da visst glemt dig.
Barnepigen.
Å nej såmæn har hun ikke. Hun skrev da til
mig, både da hun gik til presten og da hun var
blevet gift.
Nora
(tager hende om halsen).
Du gamle Anne-Marie, du var en god moder
for mig, da jeg var liden.
s. 250
Barnepigen.
Lille Nora, stakker, havde jo ingen anden mor
end jeg.
Nora.
Og hvis de små ingen anden havde, så véd jeg
nok, at du vilde –. Snak, snak, snak. (åbner æsken.)
Gå ind til dem. Nu må jeg –. Imorgen skal du
få se, hvor dejlig jeg skal bli.
Barnepigen.
Ja, der blir såmæn ingen på hele ballet så dejlig
som fru Nora.
(hun går ind i værelset til venstre .)
Nora
(begynder at pakke ud af æsken, men kaster snart det hele fra sig).
Å, hvis jeg turde gå ud. Hvis bare ingen kom.
Hvis her bare ikke hændte noget herhjemme imens.
Dum snak; der kommer ingen. Bare ikke tænke.
Børste af muffen. Dejlige handsker, dejlige handsker.
Slå det hen; slå det hen! En, to, tre, fire, fem,
sex – (skriger:) Ah, der kommer de – (vil imod døren,
men står ubeslutsom.)

(Fru Linde kommer fra forstuen, hvor hun har skilt sig ved ydertøjet.)
Nora.
Å, er det dig, Kristine. Der er vel ingen andre
derude? – Hvor det var godt, at du kom.
Fru Linde.
Jeg hører, du har været oppe og spurgt efter mig.
Nora.
Ja, jeg gik just forbi. Der er noget, du endelig
må hjælpe mig med. Lad os sætte os her i sofaen.
Se her. Der skal være kostumebal imorgenaften
s. 251

ovenpå hos konsul Stenborgs, og nu vil Torvald, at
jeg skal være neapolitansk fiskerpige og danse Ta-
rantella, for den lærte jeg på Capri.
Fru Linde.
Se, se; du skal give en hel forestilling?
Nora.
Ja Torvald siger, jeg bør gøre det. Se, her har
jeg dragten; den lod Torvald sy til mig dernede;
men nu er det altsammen så forrevet, at jeg véd
slet ikke –
Fru Linde.
Å det skal vi snart få istand; det er jo ikke
andet end besætningen, som er gået lidt løs hist og
her. Nål og tråd? Nå, her har vi jo, hvad vi be-
høver.
Nora.
Å hvor det er snilt af dig.
Fru Linde
(syr).
Så du skal altså være forklædt imorgen, Nora?
Véd du hvad, – da kommer jeg hen et øjeblik og
ser dig pyntet. Men jeg har jo rent glemt at takke
dig for den hyggelige aften igår.
Nora
(rejser sig og går bortover gulvet).
Å igår synes jeg ikke her var så hyggeligt,
som det plejer. – Du skulde kommet lidt før til
byen, Kristine. – Ja, Torvald forstår rigtignok at
gøre hjemmet fint og dejligt.
Fru Linde.
Du ikke mindre, tænker jeg; du er vel ikke for
s. 252

ingenting din faders datter. Men sig mig, er doktor
Rank altid så nedstemt som igår?
Nora.
Nej, igår var det svært påfaldende. Men han
bærer forresten på en meget farlig sygdom. Han
har tæring i rygmarven, stakker. Jeg skal sige dig,
hans fader var et væmmeligt menneske, som holdt
elskerinder og sådant noget; og derfor blev sønnen
sygelig fra barndommen af, forstår du.
Fru Linde
(lar sytøjet synke).
Men kæreste, bedste Nora, hvor får du sligt
at vide?
Nora
(spadserer).
Pyt, – når man har tre børn, så får en under-
tiden besøg af – af fruer, som er så halvvejs læge-
kyndige; og de fortæller en jo et og andet.
Fru Linde
(syr igen; kort taushed).
Kommer doktor Rank hver dag her i huset?
Nora.
Hver evige dag. Han er jo Torvalds bedste
ungdomsven, og min gode ven også. Doktor Rank
hører ligesom huset til.
Fru Linde.
Men sig mig du: er den mand fuldt oprigtig?
Jeg mener, vil han ikke gerne sige folk behagelig-
heder?
Nora.
Nej tvertimod. Hvor falder du på det?
s. 253
Fru Linde.
Da du igår forestilled mig for ham, forsikred
han, at han ofte havde hørt mit navn her i huset;
men siden mærked jeg, at din mand slet ikke havde
noget begreb om, hvem jeg egentlig var. Hvor kunde
så doktor Rank –?
Nora.
Jo, det er ganske rigtigt, Kristine. Torvald holder
jo så ubeskrivelig meget af mig; og derfor vil han
eje mig ganske alene, som han siger. I den første
tid blev han ligesom skinsyg bare jeg nævnte nogen
af de kære mennesker derhjemme. Så lod jeg det
naturligvis være. Men med doktor Rank taler jeg
tidt om sligt noget; for han vil gerne høre på det,
ser du.
Fru Linde.
Hør her, Nora; du er i mange stykker som et
barn endnu; jeg er jo adskilligt ældre end du, og
har lidt mere erfaring. Jeg vil sige dig noget: du
skulde se at komme ud af dette her med doktor
Rank.
Nora.
Hvad for noget skulde jeg se at komme ud af?
Fru Linde.
Både af det ene og af det andet, synes jeg.
Igår snakked du noget om en rig beundrer, som
skulde skaffe dig penge –
Nora.
Ja en, som ikke er til – desværre. Men hvad så?
Fru Linde.
Har doktor Rank formue?
s. 254
Nora.
Ja, det har han.
Fru Linde.
Og ingen at sørge for?
Nora.
Nej, ingen; men –?
Fru Linde.
Og han kommer hver dag her i huset?
Nora.
Ja, det hører du jo.
Fru Linde.
Men hvor kan den fine mand være så pågående?
Nora.
Jeg forstår dig aldeles ikke.
Fru Linde.
Forstil dig nu ikke, Nora. Tror du ikke jeg
skønner, hvem du har lånt de tolv hundrede specier af?
Nora.
Er du fra sans og samling? Kan du tænke dig
noget sligt! En ven af os, som kommer her hver
eneste dag! Hvilken frygtelig pinlig stilling vilde
ikke det være?
Fru Linde.
Altså virkelig ikke ham?
Nora.
Nej, det forsikrer jeg dig. Det har aldrig et
øjeblik kunnet falde mig ind –. Han havde heller
s. 255

ingen penge at låne bort dengang; han arved først
bagefter.
Fru Linde.
Nå, det tror jeg var et held for dig, min kære
Nora.
Nora.
Nej, det kunde da aldrig falde mig ind at bede
doktor Rank –. Forresten er jeg ganske viss på,
at dersom jeg bad ham –
Fru Linde.
Men det gør du naturligvis ikke.
Nora.
Nej, naturligvis. Jeg synes ikke, jeg kan tænke
mig, at det skulde bli nødvendigt. Men jeg er ganske
sikker på, at dersom jeg talte til doktor Rank –
Fru Linde.
Bag din mands ryg?
Nora.
Jeg må ud af det andet; det er også bag hans
ryg. Jeg ud af dette her.
Fru Linde.
Ja, ja, det sagde jeg også igår; men –
Nora
(går op og ned).
En mand kan meget bedre klare sligt noget,
end et fruentimmer –
Fru Linde.
Ens egen mand, ja.
s. 256
Nora.
Sniksnak. (standser.) Når en betaler alt, hvad en
skylder, så får en jo sit gældsbevis tilbage?
Fru Linde.
Ja, det forstår sig.
Nora.
Og kan rive det i hundrede tusend stykker og
brænde det op, – det ækle skidne papir!
Fru Linde
(ser stivt på hende, lægger sytøjet fra sig og rejser sig langsomt).
Nora, du skjuler noget for mig.
Nora.
Kan du se det på mig?
Fru Linde.
Der er hændt dig noget siden igår morges.
Nora, hvad er det for noget?
Nora
(imod hende).
Kristine! (lytter.) Hys! Nu kom Torvald hjem.
Se her; sæt dig ind til børnene sålænge. Torvald
tåler ikke at se skræddersøm. Lad Anne-Marie
hjælpe dig.
Fru Linde
(samler en del af sagerne sammen).
Ja, ja, men jeg går ikke herfra, før vi har talt
oprigtigt sammen.
(Hun går ind til venstre; i det samme kommer Helmer fra forstuen.)
Nora
(går ham imøde).
Å, hvor jeg har ventet på dig, kære Torvald.
s. 257
Helmer.
Var det sypigen –?
Nora.
Nej, det var Kristine; hun hjælper mig at gøre
min dragt istand. Du kan tro, jeg skal komme til
at tage mig ud.
Helmer.
Ja, var det ikke et ganske heldigt indfald af mig?
Nora.
Prægtigt! Men er jeg ikke også snil, at jeg
føjer dig?
Helmer
(tager hende under hagen).
Snil – fordi du føjer din mand? Nå, nå, du
lille galning, jeg véd nok, du mente det ikke så.
Men jeg vil ikke forstyrre dig; du skal vel prøve,
kan jeg tro.
Nora.
Og du skal vel arbejde?
Helmer.
Ja; (viser en pakke papirer.) Se her. Jeg har været
nede i banken –
(vil gå ind i sit værelse.)
Nora.
Torvald.
Helmer
(standser).
Ja.
Nora.
Hvis nu din lille ekorn bad dig rigtig inderlig
vakkert om en ting –?
Henrik Ibsens samlede værker. VI.
17
s. 258
Helmer.
Hvad så?
Nora.
Vilde du så gøre det?
Helmer.
Først må jeg naturligvis vide, hvad det er.
Nora.
Ekornen skulde løbe omkring og gøre spillopper ,
hvis du vilde være snil og føjelig.
Helmer.
Frem med det da.
Nora.
Lærkefuglen skulde kvidre i alle stuerne, både
højt og lavt –
Helmer.
Å hvad, det gør jo lærkefuglen alligevel.
Nora.
Jeg skulde lege alfepige og danse for dig i
måneskinnet , Torvald.
Helmer.
Nora, – det er dog vel aldrig det, du slog på
imorges?
Nora
(nærmere).
Jo, Torvald, jeg beer dig så bønligt!
Helmer.
Og du har virkelig mod til at rippe den sag
op igen?
s. 259
Nora.
Ja, ja, du føje mig; du lade Krogstad
få beholde sin post i banken.
Helmer.
Min kære Nora, hans post har jeg bestemt for
fru Linde.
Nora.
Ja, det er umådelig snilt af dig; men du kan
jo bare afskedige en anden kontorist istedetfor Krog-
stad .
Helmer.
Dette er dog en utrolig egensindighed! Fordi
du går hen og gir et ubetænksomt løfte om at tale
for ham, så skulde jeg –!
Nora.
Det er ikke derfor. Torvald. Det er for din
egen skyld. Dette menneske skriver jo i de styggeste
aviser; det har du selv sagt. Han kan gøre dig så
usigelig meget ondt. Jeg har en sådan dødelig angst
for ham –
Helmer.
Aha, jeg forstår; det er gamle erindringer, som
skræmmer dig op.
Nora.
Hvad mener du med det?
Helmer.
Du tænker naturligvis på din fader.
Nora.
Ja; ja vel. Husk bare på, hvorledes ondskabs-
fulde mennesker skrev i aviserne om pappa og bag-
17*

s. 260

talte ham så grueligt. Jeg tror, de havde fået ham
afsat, hvis ikke departementet havde sendt dig der-
hen for at se efter, og hvis ikke du havde været så
velvillig og så hjælpsom imod ham.
Helmer.
Min lille Nora, der er en betydelig forskel mel-
lem din fader og mig. Din fader var ingen uan-
gribelig embedsmand. Men det er jeg; og det håber
jeg, at jeg skal blive ved at være sålænge jeg står
i min stilling.
Nora.
Å , der er ingen, som véd , hvad onde mennesker
kan finde på. Nu kunde vi få det så godt, så roligt
og lykkeligt her i vort fredelige og sorgløse hjem,
– du og jeg og børnene, Torvald! Derfor er det,
at jeg beer dig så inderligt –
Helmer.
Og just ved at gå i forbøn for ham gør du mig
det umuligt at beholde ham. Det er allerede bekendt
i banken, at jeg vil afskedige Krogstad. Skulde det
nu rygtes, at den nye bankdirektør havde ladet sig
omstemme af sin kone –
Nora.
Ja hvad så –?
Helmer.
Nej naturligvis; når bare den lille egensindige
kunde få sin vilje –. Jeg skulde gå hen og gøre
mig latterlig for hele personalet, – bringe folk på
den tanke, at jeg var afhængig af alskens fremmede
indflydelser? Jo, du kan tro, jeg vilde snart komme
til at spore følgerne! Og desuden, – der er en om-
stændighed, som gør Krogstad aldeles umulig i ban-
ken, så længe jeg står som direktør.
s. 261
Nora.
Hvad er det for noget?
Helmer.
Hans moralske brøst kunde jeg kanske i nøds-
fald have overset –
Nora.
Ja, ikke sandt, Torvald?
Helmer.
Og jeg hører, han skal være ganske brugbar
også. Men han er en ungdomsbekendt af mig. Det
er et af disse overilede bekendtskaber, som man så
mangen gang senere hen i livet generes af. Ja jeg
kan gerne sige dig det lige ud: vi er dus. Og dette
taktløse menneske lægger slet ikke skjul på det, når
andre er tilstede. Tvertimod, – han tror, at det be-
rettiger ham til en familiær tone imod mig; og så
trumfer han hvert øjeblik ud med sit: du, du Helmer.
Jeg forsikrer dig, det virker højst pinligt på mig.
Han vilde gøre mig min stilling i banken utålelig .
Nora.
Torvald, alt dette mener du ikke noget med.
Helmer.
Ja så? Hvorfor ikke?
Nora.
Nej, for dette her er jo bare smålige hensyn.
Helmer.
Hvad er det, du siger? Smålig? Synes du, jeg
er smålig!
Nora.
Nej, tvertimod , kære Torvald; og just derfor –
s. 262
Helmer.
Lige meget; du kalder mine bevæggrunde små-
lige; så må jeg vel også være det. Smålig! Ja så!
– Nå, dette skal tilforladelig få en ende. (går til for-
stuedøren og råber.)
Helene!
Nora.
Hvad vil du?
Helmer
(søger imellem sine papirer).
En afgørelse.
(Stuepigen kommer ind.)
Helmer.
Se her; tag dette brev; gå ned med det straks.
Få fat i et bybud og lad ham besørge det. Men
hurtigt. Adressen står udenpå. Se, der er penge.
Stuepigen.
Godt.
(hun går med brevet.)
Helmer
(lægger papirerne sammen).
Se så, min lille fru stivnakke.
Nora
(åndeløs).
Torvald, – hvad var det for et brev?
Helmer.
Krogstads opsigelse.
Nora.
Kald det tilbage, Torvald! Det er endnu tid.
Å , Torvald, kald det tilbage! Gør det for min skyld;
– for din egen skyld; for børnenes skyld! Hører
du, Torvald; gør det! Du véd ikke, hvad dette kan
bringe over os alle.
s. 263
Helmer.
For sent
Nora.
Ja, for sent.
Helmer.
Kære Nora, jeg tilgiver dig denne angst, som
du her går i, skønt den igrunden er en fornærmelse
imod mig. Jo, det er! Eller er det kanske ikke en
fornærmelse at tro, at jeg skulde være bange for
en forkommen vinkelskrivers hævn? Men jeg tilgiver
dig det alligevel, fordi det så smukt vidner om din
store kærlighed til mig. (tager hende i sine arme.) Således
skal det være, min egen elskede Nora. Lad så
komme, hvad der vil. Når det rigtig gælder, kan
du tro, jeg har både mod og kræfter. Du skal se,
jeg er mand for at tage alt på mig.
Nora
(skrækslagen).
Hvad mener du med det?
Helmer.
Alt, siger jeg –
Nora
(fattet).
Det skal du aldrig i evighed gøre.
Helmer.
Godt; så deler vi, Nora, – som mand og hustru.
Det er, som det skal være. (kæler for hende.) Er du nu
fornøjet? Så, så, så; ikke disse forskræmte dueøjne.
Det er jo altsammen ikke andet end de tommeste
indbildninger. – Nu skulde du spille Tarantellaen
igennem og øve dig med tamburinen. Jeg sætter
mig i det indre kontor og lukker mellemdøren, så
s. 264

hører jeg ingenting; du kan gøre al den larm du
vil. (vender sig i døren.) Og når Rank kommer, så sig
ham, hvor han kan finde mig.
(han nikker til hende, går med sine papirer ind i sit værelse og lukker
efter sig.)
Nora
(forvildet af angst, står som fastnaglet, hvisker).
Han var istand til at gøre det. Han gør det.
Han gør det, trods alt i verden. – Nej, aldrig i evig-
hed dette! Før alt andet! Redning –! En udvej –
(det ringer i forstuen.) Doktor Rank –! Før alt andet!
Før alt, hvad det så skal være!
(hun stryger sig over ansigtet, griber sig sammen og går hen og åbner
døren til forstuen. Doktor Rank står derude og hænger sin peltsfrakke
op. Under det følgende begynder det at mørkne.)
Nora.
Goddag, doktor Rank. Jeg kendte Dem på ring-
ningen. Men De skal ikke gå ind til Torvald nu;
for jeg tror, han har noget at bestille.
Rank.
Og De?
Nora
(idet han går ind i stuen og hun lukker døren efter ham).
Å det véd De nok, – for Dem har jeg altid
en stund tilovers.
Rank.
Tak for det. Det skal jeg gøre brug af så
længe jeg kan.
Nora.
Hvad mener De med det? Så længe De kan?
Rank.
Ja. Forskrækker det Dem?
s. 265
Nora.
Nå, det er et så underligt udtryk. Skulde der
da indtræffe noget?
Rank.
Der vil indtræffe det, som jeg længe har været
forberedt på, Men jeg trode rigtignok ikke, at det
skulde komme så snart.
Nora
(griber efter hans arm).
Hvad er det, De har fået at vide? Doktor
Rank, De skal sige mig det!
Rank
(sætter sig ved ovnen).
Med mig går det nedover. Det er ikke noget
at gøre ved.
Nora
(ånder lettet).
Er det Dem –?
Rank.
Hvem ellers? Det kan ikke nytte at lyve for
sig selv. Jeg er den miserableste af alle mine
patienter, fru Helmer. I disse dage har jeg foretaget
et generalopgør af min indre status. Bankerot.
Inden en måned ligger jeg kanske og rådner oppe
på kirkegården.
Nora.
Å fy, hvor stygt De taler.
Rank.
Tingen er også forbandet styg. Men det værste
er, at der vil gå så megen anden styghed forud.
Der står nu bare en eneste undersøgelse tilbage;
s. 266

når jeg er færdig med den, så véd jeg så omtrent,
hvad tid opløsningen begynder. Der er noget, jeg
vil sige Dem. Helmer har i sin fine natur en så
udpræget modbydelighed mod alt, hvad der er hæs-
ligt. Jeg vil ikke ha’e ham i mit sygeværelse –
Nora.
Å men doktor Rank –
Rank.
Jeg vil ikke ha’e ham der. På ingen måde.
Jeg stænger min dør for ham. – Så snart jeg har
fået fuld visshed for det værste, sender jeg Dem mit
visitkort med et sort kors på, og da véd De, at nu
er ødelæggelsens vederstyggelighed begyndt.
Nora.
Nej, idag er De da rent urimelig. Og jeg, som
så gerne vilde, at De skulde have været i rigtig
godt lune.
Rank.
Med døden i hænderne? – Og således at bøde
for en andens skyld. Er der retfærdighed i dette?
Og i hver eneste familje råder der på en eller anden
måde en slig, ubønhørlig gengældelse –
Nora
(holder for ørene ).
Sniksnak! Lystig; lystig!
Rank.
Ja, det er minsæl ikke andet, end til at le ad,
det hele. Min arme, uskyldige rygrad må svie for
min faders lystige løjtnantsdage.
s. 267
Nora
(ved bordet til venstre ).
Han var jo så henfalden til asparges og gåse-
leverpostejer. Var det ikke så?
Rank.
Jo; og til trøfler.
Nora.
Ja trøfler, ja. Og så til østers, tror jeg?
Rank.
Ja østers, østers; det forstår sig.
Nora.
Og så al den portvin og champagne til. Det
er sørgeligt, at alle disse lækre ting skal slå sig på
benraden.
Rank.
Især at de skal slå sig på en ulykkelig benrad,
som ikke har fået det mindste godt af dem.
Nora.
Ak ja, det er nu det allersørgeligste.
Rank
(ser forskende på hende).
Hm –
Nora
(lidt efter).
Hvorfor smilte De?
Rank.
Nej, det var Dem, som lo.
Nora.
Nej, det var Dem, som smilte, doktor Rank!
s. 268
Rank
(rejser sig).
De er nok en større skælm, end jeg havde tænkt.
Nora.
Jeg er så opsat på galskaber idag.
Rank.
Det lader til.
Nora
(med begge hænder på hans skuldre).
Kære, kære doktor Rank, De skal ikke dø fra
Torvald og mig.
Rank.
Å det savn vilde De såmæn let forvinde. Den,
som går bort, glemmes snart.
Nora
(ser angst på ham).
Tror De det?
Rank.
Man slutter nye forbindelser, og så –
Nora.
Hvem slutter nye forbindelser?
Rank.
Det vil både De og Helmer gøre, når jeg er
væk. De selv er allerede i god gang, synes jeg.
Hvad skulde denne fru Linde her igåraftes?
Nora.
Aha. – De er dog vel aldrig skinsyg på den
stakkers Kristine?
s. 269
Rank.
Jo, jeg er. Hun vil blive min efterfølgerske her
i huset. Når jeg har fået forfald, skal kanske dette
fruentimmer –
Nora.
Hys; tal ikke så højt; hun er derinde.
Rank.
Idag også? Ser De vel.
Nora.
Bare for at sy på min dragt. Herregud, hvor
urimelig De er. (sætter sig på sofaen.) Vær nu snil, doktor
Rank; imorgen skal De få se, hvor smukt jeg skal
danse; og da skal De forestille Dem, at jeg gør
det bare for Deres skyld, – ja, og så naturlig-
vis for Torvalds; – det forstår sig. (tager forskellige sager
ud af æsken.)
Doktor Rank; sæt Dem her, så skal jeg
vise Dem noget.
Rank
(sætter sig).
Hvad er det?
Nora.
Se her. Se!
Rank.
Silkestrømper.
Nora.
Kødfarvede. Er ikke de dejlige? Ja, nu er her
så mørkt; men imorgen –. Nej, nej, nej; De får
bare se fodbladet. Å jo, De kan såmæn gerne få
se oventil også.
Rank.
Hm –
s. 270
Nora.
Hvorfor ser De så kritisk ud? Tror De kanske
ikke de passer?
Rank.
Det kan jeg umuligt ha’e nogen begrundet for-
mening om.
Nora
(ser et øjeblik på ham).
Fy skam Dem. (slår ham let på øret med strømperne.)
Det skal De ha’e.
(pakker dem atter sammen.)
Rank.
Og hvad er det så for andre herligheder, jeg
skal få se?
Nora.
De får ikke se en smule mere; for De er
uskikkelig.
(hun nynner lidt og leder mellem sagerne.)
Rank
(efter en kort taushed).
Når jeg sidder her således ganske fortrolig
sammen med Dem, så begriber jeg ikke – nej, jeg
fatter det ikke – hvad der skulde blevet af mig,
hvis jeg aldrig var kommen her i huset.
Nora
(smiler).
Jo, jeg tror nok, at De igrunden hygger Dem
ganske godt hos os.
Rank
(sagtere, ser hen for sig).
Og så at skulle gå fra det altsammen –
s. 271
Nora.
Sniksnak; De går ikke fra det.
Rank
(som før).
– og ikke kunne efterlade sig et fattigt takkens
tegn engang; knapt nok et flygtigt savn, – ikke
andet, end en ledig plads, som kan udfyldes af den
første den bedste.
Nora.
Og hvis jeg nu bad Dem om –? Nej –
Rank.
Om hvad?
Nora.
Om et stort bevis på Deres venskab –
Rank.
Ja, ja?
Nora.
Nej, jeg mener, – om en umådelig stor tjeneste –
Rank.
Vilde De virkelig for en gangs skyld gøre mig
så lykkelig?
Nora.
Å, De véd jo slet ikke , hvad det er.
Rank.
Nu godt; så sig det.
Nora.
Nej men jeg kan ikke, doktor Rank; det er
noget så urimelig meget, – både et råd og en hjælp
og en tjeneste –
s. 272
Rank.
Så meget desto bedre. Det er mig ufatteligt,
hvad De kan mene. Men så tal dog. Har jeg da
ikke Deres fortrolighed?
Nora.
Jo, det har De som ingen anden. De er min
troeste og bedste ven, det véd jeg nok. Derfor vil
jeg også sige Dem det. Nu vel da, doktor Rank;
der er noget, som De må hjælpe mig at forhindre.
De véd , hvor inderligt, hvor ubeskrivelig højt Torvald
elsker mig; aldrig et øjeblik vilde han betænke sig
på at give sit liv hen for min skyld.
Rank
(bøjet mod hende).
Nora, – tror De da, at han er den eneste –?
Nora
(med et let ryk).
Som –?
Rank.
Som gladelig gav sit liv hen for Deres skyld.
Nora
(tungt).
Ja så.
Rank.
Jeg har svoret ved mig selv, at De skulde vide
det, før jeg gik bort. En bedre lejlighed vilde jeg
aldrig finde. – Ja, Nora, nu véd De det. Og nu véd
De altså også, at til mig kan De betro Dem, som
til ingen anden.
Nora
(rejser sig; jævnt og roligt).
Lad mig slippe frem.
s. 273
Rank
(gør plads for hende, men bliver siddende).
Nora –
Nora
(i døren til forstuen).
Helene, bring lampen ind. – (går hen imod ovnen.)
Ak, kære doktor Rank, dette her var virkelig stygt
af Dem.
Rank
(rejser sig).
At jeg har elsket Dem fuldt så inderligt, som
nogen anden? Var det stygt?
Nora.
Nej, men at De går hen og siger mig det.
Det var jo slet ikke nødvendigt –
Rank.
Hvad mener De? Har De da vidst –?
(Stuepigen kommer ind med lampen, sætter den på bordet og går ud igen.)
Rank.
Nora, – fru Helmer –, jeg spør Dem, har De
vidst noget?
Nora.
Å hvad véd jeg, hvad har jeg vidst eller ikke
vidst? Jeg kan virkelig ikke sige Dem –. At De
kunde være så klodset, doktor Rank! Nu var alting
så godt.
Rank.
Nå, De har ialtfald nu visshed for, at jeg står
Dem til rådighed med liv og sjæl. Og vil De så
tale ud.
Henrik Ibsens samlede værker VI.
18
s. 274
Nora
(ser på ham).
Efter dette?
Rank.
Jeg beer Dem, lad mig få vide hvad det er.
Nora.
Ingenting kan De få vide nu.
Rank.
Jo, jo. Således må De ikke straffe mig. Lad
mig få lov til at gøre for Dem, hvad der står i
menneskelig magt.
Nora.
Nu kan De ingenting gøre for mig. – Forresten
behøver jeg visst ikke nogen hjælp. De skal se, det
er bare indbildninger altsammen. Ja visst er det
så. Naturligvis! (sætter sig i gyngestolen, ser på ham, smiler.)
Jo, De er rigtignok en net herre, doktor Rank.
Synes De ikke, De skammer Dem, nu lampen er
kommen ind?
Rank.
Nej; egentlig ikke! Men jeg skal kanske gå –
for stedse?
Nora.
Nej, det skal De da rigtignok ikke gøre. De
skal naturligvis komme her som før. De véd jo godt,
Torvald kan ikke undvære Dem.
Rank.
Ja, men De?
Nora.
Å, jeg synes altid her blir så uhyre fornøjeligt,
når De kommer.
s. 275
Rank.
Det er just det, som lokked mig ind på et vild-
spor. De er mig en gåde. Mangengang har det fore-
kommet mig, at De næsten ligeså gerne vilde være
sammen med mig, som med Helmer.
Nora.
Ja, ser De, der er jo nogle mennesker, som man
holder mest af, og andre mennesker, som man næsten
helst vil være sammen med.
Rank.
Å ja, der er noget i det.
Nora.
Da jeg var hjemme, holdt jeg naturligvis mest
af pappa. Men jeg syntes altid det var så umådelig
morsomt, når jeg kunde stjæle mig ned i pigekam-
meret; for de vejleded mig ikke en smule; og så
talte de altid så meget fornøjeligt sig imellem.
Rank.
Aha; det er altså dem, jeg har afløst.
Nora
(springer op og hen til ham).
Å, kære, snille doktor Rank, det mente jeg jo
slet ikke . Men De kan vel skønne, at det er med
Torvald ligesom med pappa –
(Stuepigen kommer fra forstuen.)
Stuepigen.
Frue!
(hvisker og rækker hende et kort.)
Nora
(kaster et øje på kortet).
Ah!
(stikker det i lommen.)
18*
s. 276
Rank.
Noget galt på færde?
Nora.
Nej, nej, på ingen måde; det er bare noget –;
det er min nye dragt –
Rank.
Hvorledes? Der ligger jo Deres dragt.
Nora.
Å, ja den; men det er en anden; jeg har be-
stilt den –; Torvald må ikke vide det –
Rank.
Aha, der har vi altså den store hemmelighed.
Nora.
Ja visst; gå bare ind til ham; han sidder i det
indre værelse; hold ham op så længe –
Rank.
Vær rolig; han skal ikke slippe fra mig.
(han går ind i Helmers værelse.)
Nora
(til pigen).
Og han står og venter i køkkenet?
Stuepigen.
Ja, han kom op bagtrappen –
Nora.
Men sagde du ham ikke, at her var nogen?
Stuepigen.
Jo, men det hjalp ikke.
s. 277
Nora.
Han vilde ikke gå igen?
Stuepigen.
Nej, han går ikke, før han får talt med fruen.
Nora.
Så lad ham komme ind; men sagte. Helene,
du må ikke sige det til nogen; det er en overraskelse
for min mand.
Stuepigen.
Ja, ja, jeg forstår nok –
(hun går ud.)
Nora.
Det forfærdelige sker. Det kommer alligevel.
Nej, nej, nej, det kan ikke ske; det skal ikke ske.
(hun går hen og skyder skodden for Helmers dør.)
(Stuepigen åbner forstuedøren for sagfører Krogstad og lukker igen
efter ham. Han er klædt i rejsepelts, yderstøvler og skindhue.)
Nora
(hen imod ham).
Tal sagte; min mand er hjemme.
Krogstad.
Nå, lad ham det.
Nora.
Hvad vil De mig?
Krogstad.
Få vide besked om noget.
Nora.
Så skynd Dem. Hvad er det?
s. 278
Krogstad.
De véd vel, at jeg har fået min opsigelse.
Nora.
Jeg kunde ikke forhindre det, herr Krogstad .
Jeg har kæmpet til det yderste for Deres sag; men
det hjalp ikke noget.
Krogstad.
Har Deres mand så liden kærlighed til Dem?
Han véd , hvad jeg kan udsætte Dem for, og allige-
vel vover han –
Nora.
Hvor kan De tænke, at han har fået det at
vide?
Krogstad.
Å nej, jeg tænkte det nu heller ikke. Det ligned
slet ikke min gode Torvald Helmer at vise så meget
mandsmod –
Nora.
Herr Krogstad, jeg kræver agtelse for min mand.
Krogstad.
Bevares, al skyldig agtelse. Men siden fruen
holder dette her så ængstelig skjult, så tør jeg vel
antage, at De også har fåt lidt bedre oplysning end
igår, om hvad De egentlig har gjort?
Nora.
Mere, end De nogensinde kunde lære mig.
Krogstad.
Ja, slig en dårlig jurist som jeg –
Nora.
Hvad er det, De vil mig?
s. 279
Krogstad.
Bare se, hvorledes det stod til med Dem, fru
Helmer. Jeg har gået og tænkt på Dem hele dagen.
En inkassator, en vinkelskriver, en – nå en, som
jeg, har også lidt af det, som kaldes for hjertelag,
ser De.
Nora.
Så vis det; tænk på mine små børn.
Krogstad.
Har De og Deres mand tænkt på mine? Men
det kan nu være det samme. Det var bare det jeg
vilde sige Dem, at De ikke behøver at tage denne
sag altfor alvorligt. Der vil ikke for det første ske
nogen påtale fra min side.
Nora.
Å nej; ikke sandt; det vidste jeg nok.
Krogstad.
Det hele kan jo ordnes i al mindelighed; det
behøver slet ikke at komme ud iblandt folk; det blir
bare imellem os tre.
Nora.
Min mand må aldrig få noget at vide om dette.
Krogstad.
Hvorledes vil De kunne forhindre det? Kan De
kanske betale, hvad der står til rest?
Nora.
Nej, ikke nu straks.
Krogstad.
Eller har De kanske udvej til at rejse penge
en af dagene?
s. 280
Nora.
Ingen udvej, som jeg vil gøre brug af.
Krogstad.
Ja, det vilde nu ikke have nyttet Dem noget
alligevel. Om De så stod her med aldrig så mange
kontanter i hånden, så fik De ikke Deres forskriv-
ning ifra mig for det.
Nora.
Så forklar mig da, hvad De vil bruge den til.
Krogstad.
Jeg vil bare beholde den, – ha’e den i mit
værge. Der er ingen uvedkommende, som får nys
om det. Hvis De derfor skulde gå her med en eller
anden fortvivlet beslutning –
Nora.
Det gør jeg.
Krogstad.
– hvis De skulde tænke på at løbe fra hus og
hjem –
Nora.
Det gør jeg!
Krogstad.
– eller De skulde tænke på det, som værre
er –
Nora.
Hvor kan De vide det?
Krogstad.
– så lad sligt fare.
Nora.
Hvor kan De vide, at jeg tænker på det?
s. 281
Krogstad.
De fleste af os tænker på det i førstningen.
Jeg tænkte også på det; men jeg havde minsæl ikke
mod –
Nora
(toneløst).
Jeg ikke heller.
Krogstad
(lettet).
Nej, ikke sandt; De har ikke mod til det, De
heller?
Nora.
Jeg har det ikke; jeg har det ikke.
Krogstad.
Det vilde også være en stor dumhed. Når bare
den første huslige storm er over –. Jeg har her i
lommen brev til Deres mand –
Nora.
Og der står det altsammen?
Krogstad.
I så skånsomme udtryk, som muligt.
Nora
(hurtigt).
Det brev må han ikke få. Riv det istykker
igen. Jeg vil gøre udvej til penge alligevel.
Krogstad.
Om forladelse, frue, men jeg tror, jeg sagde
Dem nylig –
Nora.
Å jeg taler ikke om de penge, jeg skylder Dem.
s. 282

Lad mig få vide, hvor stor en sum De fordrer af
min mand, så skal jeg skaffe pengene.
Krogstad.
Jeg fordrer ingen penge af Deres mand.
Nora.
Hvad fordrer De da?
Krogstad.
Det skal De få vide. Jeg vil påfode, frue; jeg
vil tilvejrs; og det skal Deres mand hjælpe mig med.
I halvandet år har jeg ikke gjort mig skyldig i noget
uhæderligt; jeg har i al den tid kæmpet med de
trangeste kår; jeg var tilfreds med at arbejde mig
op skridt for skridt. Nu er jeg jaget væk og jeg
lar mig ikke nøjes med bare at tages til nåde igen.
Jeg vil tilvejrs, siger jeg Dem. Jeg vil ind i banken
igen, – ha’e en højere stilling; Deres mand skal
oprette en post for mig –
Nora.
Det gør han aldrig!
Krogstad.
Han gør det; jeg kender ham; han vover ikke
at kny. Og er jeg først derinde sammen med ham,
da skal De bare få se! Inden et år skal jeg være
direktørens højre hånd. Det skal bli Nils Krogstad
og ikke Torvald Helmer, som styrer Aktiebanken.
Nora.
Det skal De aldrig komme til at opleve!
Krogstad.
Vil De kanske –?
s. 283
Nora.
Nu har jeg mod til det.
Krogstad.
Å De skræmmer mig ikke. En fin forvænt
dame, som De –
Nora.
De skal få se; De skal få se!
Krogstad.
Under isen kanske? Ned i det kolde, kulsorte
vand? Og så til våren flyde op, styg, ukendelig,
med affaldet hår –
Nora.
De skræmmer mig ikke.
Krogstad.
De skræmmer heller ikke mig. Sligt noget gør
man ikke, fru Helmer. Hvad vilde det desuden
nytte til? Jeg har ham jo ligefuldt i lommen.
Nora.
Bagefter? Når ikke jeg længer –?
Krogstad.
Glemmer De, at da er jeg rådig over Deres
eftermæle?
Nora
(står målløs og ser på ham).
Krogstad.
Ja, nu har jeg forberedt Dem. Gør så ingen
dumheder. Når Helmer har fået mit brev, så venter
jeg bud fra ham. Og husk vel på, at det er Deres
s. 284

mand selv, som har tvunget mig ind igen på denne
slags veje. Det skal jeg aldrig tilgive ham. Far-
vel, frue.
(han går ud gennem forstuen.)
Nora
(mod forstuedøren, åbner den på klem og lytter).
Går. Gi’er ikke brevet af. Å nej, nej, det vilde
jo også være umuligt! (åbner døren mere og mere.) Hvad
er det? Han står udenfor. Går ikke nedover trap-
perne. Betænker han sig? Skulde han –?
(et brev falder i brevkassen; derpå hører man Krogstads skridt, som
taber sig nedenfor i trappetrinnene.)
Nora
(med et dæmpet skrig, løber fremover gulvet og henimod sofabordet;
kort ophold)
.
I brevkassen. (lister sig sky hen til forstuedøren.) Der
ligger det. – Torvald, Torvald, – nu er vi red-
ningsløse!
Fru Linde
(kommer med kostumet fra værelset til venstre ).
Ja nu véd jeg ikke mere at rette. Skulde vi
kanske prøve –?
Nora
(hæst og sagte).
Kristine, kom her.
Fru Linde
(kaster klædningen på sofaen).
Hvad fejler dig ? Du ser ud som forstyrret.
Nora.
Kom her. Ser du det brev? Der; se, – gen-
nem ruden i brevkassen.
Fru Linde.
Ja, ja; jeg ser det nok.
s. 285
Nora.
Det brev er fra Krogstad –
Fru Linde.
Nora, – det er Krogstad, som har lånt dig
pengene!
Nora.
Ja, og nu får Torvald alting at vide.
Fru Linde.
Å tro mig, Nora, det er bedst for jer begge.
Nora.
Der er mere, end du véd om. Jeg har skrevet
et falsk navn –
Fru Linde.
Men for himlens skyld –?
Nora.
Nu er der bare det, jeg vil sige dig, Kristine,
at du skal være mit vidne.
Fru Linde.
Hvorledes vidne? Hvad skal jeg –?
Nora.
Dersom jeg kommer til at gå fra forstanden,
– og det kunde jo godt hænde –
Fru Linde.
Nora!
Nora.
Eller der skulde tilstøde mig noget andet, –
noget, således at jeg ikke kunde være tilstede her –
Fru Linde.
Nora, Nora, du er jo rent som fra dig selv!
s. 286
Nora.
Hvis der så skulde være nogen, som vilde tage
alt på sig, hele skylden, forstår du –
Fru Linde.
Ja, ja; men hvor kan du tænke –?
Nora.
Da skal du vidne, at det ikke er sandt, Kri-
stine. Jeg er slet ikke fra mig selv; jeg har min
fulde forstand nu; og jeg siger dig: der har ikke
nogen anden vidst om det; jeg alene har gjort det
altsammen. Husk på det.
Fru Linde.
Det skal jeg nok. Men jeg forstår ikke alt dette.
Nora.
Å hvor skulde du kunne forstå det? Det er
jo det vidunderlige, som nu vil ske.
Fru Linde.
Det vidunderlige?
Nora.
Ja, det vidunderlige. Men det er så forfærde-
ligt, Kristine; det må ikke ske, ikke for nogen pris
i verden.
Fru Linde.
Jeg vil gå lige hen og tale med Krogstad.
Nora.
Gå ikke hen til ham; han gør dig noget ondt!
Fru Linde.
Der var en tid, da han gerne havde gjort, hvad
det skulde være, for min skyld.
s. 287
Nora.
Han?
Fru Linde.
Hvor bor han?
Nora.
Å, hvad véd jeg –? Jo, (tager i lommen.) her er
hans kort. Men brevet, brevet –!
Helmer
(indenfor i sit værelse, banker på døren).
Nora!
Nora
(skriger i angst).
Å , hvad er det? Hvad vil du mig?
Helmer.
Nå, nå, bliv bare ikke så forskrækket. Vi
kommer jo ikke; du har jo stængt døren; prøver du
kanske?
Nora.
Ja, ja; jeg prøver. Jeg blir så smuk, Torvald.
Fru Linde,
(som har læst på kortet).
Han bor jo lige her om hjørnet.
Nora.
Ja; men det nytter jo ikke. Vi er redningsløse.
Brevet ligger jo i kassen.
Fru Linde.
Og din mand har nøglen?
Nora.
Ja, altid.
s. 288
Fru Linde.
Krogstad må kræve sit brev tilbage ulæst, han
må finde på et påskud –
Nora.
Men just på denne tid plejer Torvald –
Fru Linde.
Forhal det; gå ind til ham sålænge. Jeg kom-
mer igen, så fort jeg kan.
(hun går hurtigt ud gennem forstuedøren.)
Nora
(går hen til Helmers dør, åbner den og kikker ind).
Torvald!
Helmer
(i bagværelset).
Nå, tør man endelig slippe ind i sin egen stue
igen? Kom, Rank, nu skal vi da få se – (i døren.)
Men hvad er det?
Nora.
Hvilket, kære Torvald?
Helmer.
Rank forberedte mig på en storartet forklæd-
ningsscene.
Rank
(i døren).
Jeg forstod det så, men jeg tog altså fejl.
Nora.
Ja, der får ingen beundre mig i min pragt før
imorgen.
Helmer.
Men, kære Nora, du ser så anstrængt ud. Har
du øvet dig formeget?
s. 289
Nora.
Nej, jeg har slet ikke øvet mig endnu.
Helmer.
Det blir dog nødvendigt –
Nora.
Ja, det blir aldeles nødvendigt, Torvald. Men
jeg kan ingen vej komme uden din hjælp; jeg har
rent glemt det altsammen.
Helmer.
Å, vi skal snart friske det op igen.
Nora.
Ja, tag dig endelig af mig, Torvald. Vil du
love mig det? Å, jeg er så ængstelig. Det store
selskab –. Du må ofre dig ganske for mig i aften .
Ikke en smule forretninger; ikke en pen i hånden.
Hvad? Ikke sandt, kære Torvald?
Helmer.
Det lover jeg dig; iaften skal jeg være helt og
holdent til din tjeneste, – du lille hjælpeløse tingest.
– Hm, det er sandt, et vil jeg dog først –
(går mod forstuedøren.)
Nora.
Hvad vil du se derude?
Helmer.
Bare se om der skulde være kommet breve.
Nora.
Nej, nej, gør ikke det, Torvald!
Helmer.
Hvad nu?
Henrik Ibsens samlede værker VI.
19
s. 290
Nora.
Torvald, jeg be’er dig; der er ingen.
Helmer.
Lad mig dog se.
(vil gå.)
Nora
(ved pianoet, slår de første takter af Tarantellaen).
Helmer
(ved døren, standser).
Aha!
Nora.
Jeg kan ikke danse imorgen, hvis jeg ikke får
prøve med dig.
Helmer
(går hen til hende).
Er du virkelig så bange, kære Nora?
Nora.
Ja, så umådelig bange. Lad mig få prøve
straks; der er endnu tid, før vi går tilbords. Å, sæt
dig ned og spil for mig, kære Torvald; ret på mig;
vejled mig, som du plejer.
Helmer.
Gerne, meget gerne, siden du ønsker det.
(han sætter sig til pianoet.)
Nora
(griber tamburinen ud af æsken og ligeledes et langt, broget schavl ,
hvormed hun ilfærdigt drapperer sig; derpå står hun med et spring fremme
på gulvet og råber)
:
Spil nu for mig! Nu vil jeg danse!
(Helmer spiller og Nora danser; doktor Rank står ved pianoet bag
Helmer og ser til.)
s. 291
Helmer
(spillende).
Langsommere, – langsommere.
Nora.
Kan ikke anderledes.
Helmer.
Ikke så voldsomt, Nora!
Nora.
Just så må det være.
Helmer
(holder op).
Nej, nej, dette går aldeles ikke.
Nora
(ler og svinger tamburinen).
Var det ikke det, jeg sagde dig?
Rank.
Lad mig spille for hende.
Helmer
(rejser sig).
Ja, gør det; så kan jeg bedre vejlede hende.
(Rank sætter sig ved pianoet og spiller; Nora danser med stigende vild-
hed. Helmer har stillet sig ved ovnen og henvender jævnlig under dansen
rettende bemærkninger til hende; hun synes ikke at høre det; hendes
hår løsner og falder ud over skuldrene; hun ændser det ikke, men ved-
bliver at danse. Fru Linde kommer ind.)
Fru Linde
( står, som målbunden ved døren).
Ah –!
Nora
(under dansen).
Her ser du løjer, Kristine.
19*
s. 292
Helmer.
Men kæreste bedste Nora, du danser jo, som
om det gik på livet løs.
Nora.
Det gør det jo også.
Helmer.
Rank, hold op; dette er jo den rene galskab.
Hold op, siger jeg.
(Rank holder op at spille og Nora standser pludselig.)
Helmer
(hen til hende).
Dette havde jeg dog aldrig kunnet tro. Du har
jo glemt alt, hvad jeg har lært dig.
Nora
(kaster tamburinen fra sig).
Der ser du selv.
Helmer.
Nå, her må rigtignok vejledning til.
Nora.
Ja, du ser, hvor nødvendigt det er. Du må
vejlede mig lige til det sidste. Lover du mig det,
Torvald?
Helmer.
Det kan du trygt stole på.
Nora.
Du skal ikke, hverken idag eller imorgen, have
tanke for noget andet end mig; du skal ikke åbne
noget brev, – ikke åbne brevkassen –
Helmer.
Aha, det er endnu angsten for dette menneske –
s. 293
Nora.
Å ja, ja, det også.
Helmer.
Nora, jeg ser det på dig, der ligger alt brev
fra ham.
Nora.
Jeg véd ikke; jeg tror det; men du skal ikke
læse sligt noget nu; der må ikke komme noget stygt
ind imellem os før alting er forbi.
Rank
(sagte til Helmer).
Du bør ikke sige hende imod.
Helmer
(slår armen om hende).
Barnet skal få sin vilje. Men imorgen nat, når
du har danset –
Nora.
Da er du fri.
Stuepigen
(i døren til højre ).
Frue, bordet er dækket.
Nora.
Vi vil ha’e champagne, Helene.
Stuepigen.
Godt, frue.
(går ud.)
Helmer.
Ej, ej, – stort gilde altså?
s. 294
Nora.
Champagne-gilde til den lyse morgen. (råber ud:)
Og lidt makroner, Helene, mange, – for en gangs
skyld.
Helmer
(tager hendes hænder).
Så, så, så; ikke denne opskræmte vildhed. Vær
nu min egen lille lærkefugl, som du plejer.
Nora.
Å ja, det skal jeg nok. Men gå ind sålænge;
og De også, doktor Rank. Kristine, du må hjælpe
mig at få håret sat op.
Rank
( sagte, idet de går).
Der er da vel aldrig noget – sådant noget
ivente?
Helmer.
Å langtfra, kære; det er slet ikke andet, end
denne barnagtige angst, som jeg fortalte dig om.
(de går ind til højre .)
Nora.
Nu!?
Fru Linde.
Rejst på landet.
Nora.
Jeg så det på dig.
Fru Linde.
Han kommer hjem imorgen aften. Jeg skrev
en seddel til ham.
s. 295
Nora.
Det skulde du ladet være. Du skal ingenting
forhindre. Det er dog igrunden en jubel, dette her,
at gå og vente på det vidunderlige.
Fru Linde.
Hvad er det, du venter på?
Nora.
Å, det kan ikke du forstå. Gå ind til dem; nu
kommer jeg på øjeblikket.
(Fru Linde går ind i spiseværelset.)
Nora
(står en stund ligesom for at samle sig; derpå ser hun på sit uhr).
Fem. Syv timer til midnat. Så fireogtyve timer
til næste midnat. Da er Tarantellaen ude. Fireogtyve
og syv? Enogtredive timer at leve i.
Helmer
(i døren til højre ).
Men hvor blir så lille lærkefuglen af?
Nora
(imod ham med åbne arme).
Her er lærkefuglen!

TREDJE AKT.

(Samme værelse. Sofabordet, med stole omkring, er flyttet frem midt
på gulvet. En lampe brænder på bordet. Døren til forstuen står åben.
Der høres dansemusik fra etagen ovenover.)
(Fru Linde sidder ved bordet og blader adspredt i en bog; forsøger at
læse, men synes ikke at kunne holde tankerne samlet; et par gange lytter
hun spændt mod yderdøren.)
Fru Linde
(ser på sit uhr).
Endnu ikke. Og nu er det dog på den højeste
tid. Hvis han bare ikke – (lytter igen.) Ah, der er
han. (hun går ud i forstuen og åbner forsigtigt den ydre dør; der
høres sagte trin på trappen; hun hvisker:)
Kom ind. Her er
ingen.
Sagfører Krogstad
(i døren.)
Jeg fandt en seddel fra Dem hjemme. Hvad
skal dette her betyde?
Fru Linde.
Jeg må nødvendig tale med Dem.
Krogstad.
Så? Og det må nødvendig ske her i huset?
s. 297
Fru Linde.
Hjemme hos mig var det umuligt; mit værelse
har ikke egen indgang. Kom ind; vi er ganske
alene; pigen sover og Helmers er på bal ovenpå.
Krogstad
(går ind i stuen).
Se, se; Helmers danser iaften? Virkelig?
Fru Linde.
Ja, hvorfor ikke det?
Krogstad.
Å nej, sandt nok.
Fru Linde.
Ja, Krogstad, lad os så tale sammen.
Krogstad.
Har da vi to noget mere at tale om?
Fru Linde.
Vi har meget at tale om.
Krogstad.
Det trode jeg ikke.
Fru Linde.
Nej, for De har aldrig forståt mig rigtigt.
Krogstad.
Var der noget andet at forstå, end det, som er
så ganske ligetil i verden? En hjerteløs kvinde gir
en mand løbepas, når der tilbyder sig noget, som er
fordelagtigere.
Fru Linde.
Tror De, at jeg er så aldeles hjerteløs? Og
tror De, at jeg brød med let hjerte?
s. 298
Krogstad.
Ikke det?
Fru Linde.
Krogstad, har De virkelig troet det?
Krogstad.
Hvis ikke så var, hvorfor skrev De da dengang
til mig slig, som De gjorde?
Fru Linde.
Jeg kunde jo ikke andet. Når jeg skulde bryde
med Dem, så var det jo også min pligt at udrydde
hos Dem alt, hvad De følte for mig.
Krogstad
(knuger sine hænder).
Således altså. Og dette – dette bare for pen-
genes skyld!
Fru Linde.
De må ikke glemme, at jeg havde en hjælpeløs
moder og to små brødre. Vi kunde ikke vente på
Dem, Krogstad; med Dem havde det jo så lange
udsigter dengang.
Krogstad.
Lad så være; men De havde ikke ret til at for-
støde mig for noget andet menneskes skyld.
Fru Linde.
Ja, jeg véd ikke. Mangengang har jeg spurgt
mig selv, om jeg havde ret til det.
Krogstad
(sagtere).
Da jeg misted Dem, var det som om al fast
grund gled bort under fødderne på mig. Se på mig;
nu er jeg en skibbruden mand på et vrag.
s. 299
Fru Linde.
Hjælpen turde være nær.
Krogstad.
Den var nær; men så kom De og stilled Dem
imellem.
Fru Linde.
Imod mit vidende, Krogstad. Det var først idag
jeg fik høre, at det er Dem, jeg skal afløse i banken.
Krogstad.
Jeg tror Dem, når De siger det. Men nu, da
De véd det, træder De så ikke tilbage?
Fru Linde.
Nej; for det vilde dog ikke gavne Dem det
mindste.
Krogstad.
Å gavne, gavne –; jeg vilde gøre det alligevel.
Fru Linde.
Jeg har lært at handle fornuftigt. Livet og den
hårde, bitre nødvendighed har lært mig det.
Krogstad.
Og livet har lært mig ikke at tro på talemåder.
Fru Linde.
Da har livet lært Dem en meget fornuftig ting.
Men på handlinger må De dog tro?
Krogstad.
Hvorledes mener De det?
Fru Linde.
De sagde, at De stod som en skibbruden mand
på et vrag.
s. 300
Krogstad.
Det havde jeg vel god grund til at sige.
Fru Linde.
Jeg sidder også som en skibbruden kvinde på
et vrag. Ingen at sørge over, og ingen at sørge for.
Krogstad.
De valgte selv.
Fru Linde.
Der var intet andet valg dengang.
Krogstad.
Nå, men hvad så?
Fru Linde.
Krogstad, hvis nu vi to skibbrudne mennesker
kunde komme over til hinanden.
Krogstad.
Hvad er det De siger?
Fru Linde.
To på et vrag står dog bedre, end en på hver sit.
Krogstad.
Kristine!
Fru Linde.
Hvorfor tror De jeg kom hid til byen?
Krogstad.
Skulde De have havt en tanke for mig?
Fru Linde.
Jeg må arbejde, hvis jeg skal bære livet. Alle
mine levedage, så længe jeg kan mindes, har jeg
s. 301

arbejdet, og det har været min bedste og eneste
glæde. Men nu står jeg ganske alene i verden, så
forfærdelig tom og forladt. At arbejde for sig selv,
er der jo ingen glæde i. Krogstad, skaf mig nogen
og noget at arbejde for.
Krogstad.
Dette tror jeg ikke på. Det er ikke andet end
overspændt kvindehøjmod, som går hen og ofrer
sig selv.
Fru Linde.
Har De nogensinde mærket, at jeg var over-
spændt?
Krogstad.
Kunde De da virkelig dette? Sig mig, – har
De fuld rede på min fortid!
Fru Linde.
Ja.
Krogstad.
Og véd De, hvad jeg her går og gælder for?
Fru Linde.
Det lod på Dem før, som om De mente, at
med mig kunde De være blevet en anden.
Krogstad.
Det véd jeg så sikkert.
Fru Linde.
Skulde det ikke kunne ske endnu?
Krogstad.
Kristine; – dette siger De med fuldt overlæg!
Ja, De gør. Jeg ser det på Dem. Har De altså
virkelig mod –?
s. 302
Fru Linde.
Jeg trænger til nogen at være moder for; og
Deres børn trænger til en moder. Vi to trænger til
hinanden. Krogstad, jeg har tro på grundlaget i
Dem; – jeg tør alting sammen med Dem.
Krogstad
(griber hendes hænder).
Tak, tak, Kristine; – nu skal jeg også vide at
rejse mig i de andres øjne. – Ah, men jeg glemte –
Fru Linde
(lytter).
Hys! Tarantellaen! Gå, gå!
Krogstad.
Hvorfor? Hvad er det?
Fru Linde.
Hører De den dans deroppe? Når den er ude,
kan vi vente dem.
Krogstad.
Å ja, jeg skal gå. Det er jo alt forgæves. De
kender naturligvis ikke til det skridt, som jeg har
foretaget imod Helmers.
Fru Linde.
Jo, Krogstad, jeg kender til det.
Krogstad.
Og alligevel skulde De have mod til –?
Fru Linde.
Jeg forstår godt, hvorhen fortvivlelsen kan drive
en mand som Dem.
Krogstad.
Å, hvis jeg kunde gøre dette ugjort!
s. 303
Fru Linde.
Det kunde De nok; for Deres brev ligger endnu
i kassen.
Krogstad.
Er De viss på det?
Fru Linde.
Ganske viss; men –
Krogstad
(ser forskende på hende).
Skulde det være så at forstå? De vil frelse
Deres veninde for enhver pris. Sig det ligesågodt
rent ud. Er det så?
Fru Linde.
Krogstad; den, som én gang har solgt sig selv
for andres skyld, gør det ikke om igen.
Krogstad.
Jeg vil forlange mit brev tilbage.
Fru Linde.
Nej, nej.
Krogstad.
Jo naturligvis; jeg bier her til Helmer kommer
ned; jeg siger ham, at han skal gi’e mig mit brev
igen, – at det bare drejer sig om min opsigelse, –
at han ikke skal læse det –
Fru Linde.
Nej, Krogstad, De skal ikke kalde brevet til-
bage.
Krogstad.
Men sig mig, var det ikke egentlig derfor, at
De satte mig stævne her?
s. 304
Fru Linde.
Jo, i den første forskrækkelse; men nu ligger
der et døgn imellem, og det er utrolige ting, jeg i
den tid har været vidne til her i huset. Helmer må
få vide altsammen; denne ulyksalige hemmelighed
må for dagen; det må komme til fuld forklaring
imellem de to; det kan umuligt bli’e ved med alle
disse fordølgelser og udflugter.
Krogstad.
Nu vel; hvis De altså vover det –. Men ét
kan jeg ialfald gøre, og det skal gøres straks –
Fru Linde
(lytter).
Skynd Dem! Gå, gå! Dansen er ude; vi er
ikke trygge et øjeblik længer.
Krogstad.
Jeg venter på Dem dernede.
Fru Linde.
Ja, gør det; De må følge mig til porten.
Krogstad.
Så utrolig lykkelig har jeg aldrig været før.
(han går ud gennem yderdøren; døren mellem værelset og forstuen blir
fremdeles stående åben.)
Fru Linde
(rydder lidt op og lægger sit ydertøj tilrette).
Hvilken vending! Ja, hvilken vending! Menne-
sker at arbejde for, – at leve for; et hjem at bringe
hygge ind i. Nå, der skal rigtignok tages fat –
Gid de snart vilde komme – (lytter.) Aha, der er de
nok. Tøjet på.
(tager hat og kåbe.)
s. 305
(Helmers og Noras stemmer høres udenfor; en nøgle drejes om og Helmer
fører Nora næsten med magt ind i forstuen. Hun er klædt i det italienske
kostume med et stort sort schavl over sig; han er i selskabsdragt med
en åben sort domino udenpå.)
Nora
(endnu i døren, modstræbende.)
Nej, nej, nej; ikke herind! Jeg vil op igen.
Jeg vil ikke gå så tidligt.
Helmer.
Men kæreste Nora –
Nora.
Å jeg be’er dig så bønligt, Torvald; jeg be’er
dig så inderlig vakkert, – bare en time endnu!
Helmer.
Ikke et eneste minut, min søde Nora. Du véd ,
det var en aftale. Se så; ind i stuen; du står her
og forkøler dig.
(han fører hende, trods hendes modstand, læmpeligt ind i stuen.)
Fru Linde.
Godaften.
Nora.
Kristine!
Helmer.
Hvad, fru Linde, er De her så sent?
Fru Linde.
Ja, undskyld; jeg vilde så gerne se Nora pyntet.
Nora.
Har du siddet her og ventet på mig?
Fru Linde.
Ja; jeg kom desværre ikke betids nok; du var
Henrik Ibsens samlede værker. VI.
20

s. 306

alt ovenpå; og så syntes jeg ikke, jeg kunde gå
igen, før jeg havde set dig.
Helmer
(tager Noras schavl af).
Ja, se rigtig på hende. Jeg skulde nok tro,
hun er værd at se på. Er hun ikke dejlig, fru
Linde?
Fru Linde.
Jo, det må jeg sige –
Helmer.
Er hun ikke mærkværdig dejlig? Det var også
den almindelige mening i selskabet. Men forskræk-
kelig egensindig er hun, – den søde lille tingest.
Hvad skal vi gøre ved det? Vil De tænke Dem,
jeg måtte næsten bruge magt for at få hende afsted.
Nora.
Å Torvald, du vil komme til at angre på, at
du ikke undte mig, om det så bare var en halv
time til.
Helmer.
Der hører De, frue. Hun danser sin Tarantella,
– gør stormende lykke, – som var vel fortjent, –
skønt der i foredraget kanske var vel megen natur-
lighed; jeg mener, – lidt mere, end der, strængt
taget, turde kunne forenes med kunstens fordringer.
Men lad gå! Hovedsagen er, – hun gør lykke; hun
gør stormende lykke. Skulde jeg så lade hende blive
efter dette? Afsvække virkningen? Nej tak; jeg
tog min lille dejlige Capripige – capriciøse lille Capri-
pige, kunde jeg sige – under armen; en hurtig runde
gennem salen; en bøjning til alle sider, og – som
det heder i romansproget – det skønne syn er for-
svundet. En afslutning bør altid være virkningsfuld,
s. 307

fru Linde; men det er det mig ikke muligt at få
gjort Nora begribeligt. Puh, her er varmt herinde,
(kaster dominoen på en stol og åbner døren til sit værelse.) Hvad?
Der er jo mørkt. Å ja; naturligvis. Undskyld – (han
går derind og tænder et par lys.)
Nora
(hvisker hurtigt og åndeløst).
Nu?!
Fru Linde
(sagte).
Jeg har talt med ham.
Nora.
Og så –?
Fru Linde.
Nora, – du må sige din mand altsammen.
Nora
(toneløst).
Jeg vidste det.
Fru Linde.
Du har ingenting at frygte for fra Krogstads
side; men tale må du.
Nora.
Jeg taler ikke.
Fru Linde.
Så taler brevet.
Nora.
Tak, Kristine; jeg véd nu, hvad der er at gøre.
Hys –!
Helmer
(kommer ind igen).
Nå, frue, har De så beundret hende?
20*
s. 308
Fru Linde.
Ja; og nu vil jeg sige godnat.
Helmer.
Å hvad, allerede? Er det Deres, det strikketøj?
Fru Linde
(tager det).
Ja; tak; det havde jeg så nær glemt.
Helmer.
Strikker De altså?
Fru Linde.
Å ja.
Helmer.
Véd De hvad, De skulde heller brodere.
Fru Linde.
Så? Hvorfor det?
Helmer.
Jo, for det er langt smukkere. Vil De se; man
holder broderiet således med den venstre hånd, og
så fører man med den højre nålen – således – ud
i en let, langstrakt bue; ikke sandt –?
Fru Linde.
Jo, det kan vel være –
Helmer.
Mens derimod at strikke – det kan aldrig bli’e
andet end uskønt; se her; de sammenklemte arme,
– strikkepindene , som går op og ned; – det har
noget kinesisk ved sig. – Ah, det var virkelig en
glimrende champagne, der blev serveret med.
s. 309
Fru Linde.
Ja, godnat, Nora, og vær nu ikke egensindig
mere.
Helmer.
Vel talt, fru Linde!
Fru Linde.
Godnat, herr direktør.
Helmer
(følger hende til døren).
Godnat, godnat; jeg håber da, De slipper vel
hjem? Jeg skulde så gerne –; men det er jo ikke
noget langt stykke, De har at gå. Godnat, godnat.
(hun går; han lukker efter hende og kommer ind igen.) Se så;
endelig fik vi hende da på døren. Hun er forskræk-
kelig kedelig, det menneske.
Nora.
Er du ikke meget træt, Torvald?
Helmer.
Nej, ikke det mindste.
Nora.
Ikke søvnig heller?
Helmer.
Aldeles ikke; jeg føler mig tvertimod umådelig
oplivet. Men du? Ja, du ser rigtignok både træt
og søvnig ud.
Nora.
Ja, jeg er meget træt. Nu vil jeg snart sove.
Helmer.
Ser du; ser du! Det var altså dog rigtigt af
mig, at vi ikke blev længere.
s. 310
Nora.
Å , det er alting rigtigt, hvad du gør.
Helmer
(kysser hende på panden).
Nu taler lærkefuglen, som om den var et men-
neske. Men lagde du mærke til, hvor lystig Rank
var iaften?
Nora.
Så? Var han det? Jeg fik ikke tale med ham.
Helmer.
Jeg næsten heller ikke; men jeg har ikke på
længe set ham i så godt lune. (ser en stund på hende;
derpå kommer han nærmere.)
Hm, – det er dog herligt at
være kommen hjem til sig selv igen; at være ganske
alene med dig. – Å du henrivende, dejlige unge
kvinde!
Nora.
Se ikke således på mig, Torvald!
Helmer.
Skal jeg ikke se på min dyreste ejendom? På
al den herlighed, som er min, min alene, min hel
og holden.
Nora
(går over på den anden side af bordet),
Du skal ikke tale således til mig inat.
Helmer
(følger efter).
Du har endnu Tarantellaen i blodet, mærker
jeg. Og det gør dig endda mere forlokkende. Hør!
Nu begynder gæsterne at gå, (sagtere.) Nora, – snart
er det stille i hele huset.
s. 311
Nora.
Ja, det håber jeg.
Helmer.
Ja, ikke sandt, min egen elskede Nora? Å, véd
du vel, – når jeg således er ude med dig i selskab,
– véd du, hvorfor jeg taler så lidet til dig, holder
mig så fjernt fra dig, bare sender dig et stjålent
øjekast iblandt, – véd du, hvorfor jeg gør det? Det
er fordi jeg da bilder mig ind, at du er min hem-
melig elskede, min unge hemmelig forlovede, og at
ingen aner, at der er noget imellem os to.
Nora.
Å ja, ja, ja; jeg véd jo nok, at alle dine tanker
er hos mig.
Helmer.
Og når vi så skal gå, og jeg lægger schavlet
om dine fine ungdomsfulde skuldre, – om denne vid-
underlige nakkebøjning, – da forestiller jeg mig, at
du er min unge brud, at vi netop kommer fra viel-
sen, at jeg for første gang fører dig ind i min bolig,
– at jeg for første gang er alene med dig, – ganske
alene med dig, du unge skælvende dejlighed! Hele
denne aften har jeg ikke havt nogen anden længsel
end dig. Da jeg så dig jage og lokke i Tarantellaen,
– mit blod kogte; jeg holdt det ikke længer ud;
– derfor var det, jeg tog dig med mig herned så
tidligt –
Nora.
Gå nu, Torvald! Du skal gå fra mig. Jeg vil
ikke alt dette.
Helmer.
Hvad skal det sige? Du leger nok spøgefugl
s. 312

med mig, lille Nora. Vil; vil? Er jeg ikke din
mand –?
(det banker på yderdøren.)
Nora
(farer sammen).
Hørte du –?
Helmer
(mod forstuen).
Hvem er det?
Doktor Rank
(udenfor).
Det er mig. Tør jeg komme ind et øjeblik?
Helmer
(sagte, fortrædelig).
Å, hvad vil han da nu? (højt.) Vent lidt. (går hen
og lukker op.)
Nå, det er jo snilt, at du ikke går vor
dør forbi.
Rank.
Jeg syntes, jeg hørte din stemme, og så vilde
jeg dog gerne se indom. (lader øjet strejfe flygtigt omkring.)
Ak ja; disse kære kendte tomter. I har det lunt
og hyggeligt inde hos jer, I to.
Helmer.
Det lod til, at du hygged dig ret godt ovenpå
også.
Rank.
Fortrinligt. Hvorfor skulde jeg ikke det? Hvor-
for skal man ikke tage alting med i denne verden?
Ialfald så meget, man kan, og så længe man kan.
Vinen var fortræffelig –
Helmer.
Champagnen især.
s. 313
Rank.
Lagde du også mærke til det? Det er næsten
utroligt, hvor meget jeg kunde skylle ned.
Nora.
Torvald drak også meget champagne iaften.
Rank.
Så?
Nora.
Ja; og da er han altid så fornøjelig bagefter.
Rank.
Nå, hvorfor skal man ikke ta’e sig en glad
aften efter en vel anvendt dag?
Helmer.
Vel anvendt; det tør jeg desværre ikke rose
mig af.
Rank
(slår ham på skulderen).
Men det tør jeg, ser du!
Nora.
Doktor Rank, De har visst foretaget en viden-
skabelig undersøgelse idag.
Rank.
Ja netop.
Helmer.
Se, se; lille Nora taler om videnskabelige under-
søgelser!
Nora.
Og tør jeg ønske Dem til lykke med udfaldet?
s. 314
Rank.
Ja såmæn tør De så.
Nora.
Det var altså godt?
Rank.
Det bedst mulige både for lægen og for patienten,
– visshed.
Nora
(hurtigt og forskende).
Visshed?
Rank.
Fuld visshed. Skulde jeg så ikke tage mig en
lystig aften bagefter?
Nora.
Jo, det gjorde De ret i, doktor Rank.
Helmer.
Det siger jeg med; bare du ikke kommer til at
svie for det imorgen.
Rank.
Nå, man får jo ikke noget for ingenting her
i livet.
Nora.
Doktor Rank, – De holder visst meget af
maskerader?
Rank.
Ja, når der er brav mange løjerlige forklæd-
ninger –
Nora.
Hør her; hvad skal vi to være på den næste
maskerade?
s. 315
Helmer.
Du lille letsindige, – tænker du nu alt på den
næste!
Rank.
Vi to? Jo, det skal jeg sige Dem; De skal
være lykkebarn –
Helmer.
Ja, men find på et kostume, som kan be-
tegne det.
Rank.
Lad din hustru møde, som hun står og går
igennem verden –
Helmer.
Det var virkelig træffende sagt. Men véd du
ikke, hvad du selv vil være?
Rank.
Jo, min kære ven, det er jeg fuldkommen på
det rene med.
Helmer.
Nå?
Rank.
På næste maskerade vil jeg være usynlig.
Helmer.
Det var et pudsigt indfald.
Rank.
Der findes en stor sort hat –; har du ikke
hørt tale om usynligheds-hatten? Den får en over
sig, og så er der ingen, som ser en.
Helmer
(med et undertrykt smil).
Nej, det har du ret i.
s. 316
Rank.
Men jeg glemmer jo rent, hvad jeg kom for.
Helmer, giv mig en cigar, en af de mørke Havanna.
Helmer.
Med største fornøjelse.
(byder etuiet frem.)
Rank
(tager en og skærer spidsen af).
Tak.
Nora
(stryger en voksstikke af).
Lad mig gi’e Dem ild.
Rank.
Tak for det. (hun holder stikken for ham; han tænder.)
Og så farvel!
Helmer.
Farvel, farvel, kære ven!
Nora.
Sov godt, doktor Rank.
Rank.
Tak for det ønske.
Nora.
Ønsk mig det samme.
Rank.
Dem? Nå ja, når De vil det –. Sov godt.
Og tak for ilden.
(han nikker til dem begge og går.)
Helmer
(dæmpet).
Han havde drukket betydeligt.
s. 317
Nora
(åndsfraværende).
Kanske det.
(Helmer tager sit nøgleknippe op af lommen og går ud i forstuen.)
Nora.
Torvald – hvad vil du der?
Helmer.
Jeg må tømme brevkassen; den er ganske fuld;
der blir ikke plads til aviserne imorgen tidlig –
Nora.
Vil du arbejde inat?
Helmer.
Det véd du jo, jeg ikke vil. – Hvad er det?
Her har været nogen ved låsen.
Nora.
Ved låsen –?
Helmer.
Ja visst har der så. Hvad kan det være? Jeg
skulde dog aldrig tro, at pigerne –? Her ligger en
afbrækket hårnål. Nora, det er din –
Nora
(hurtigt).
Så må det være børnene –
Helmer.
Det må du sandelig vænnne dem af med. Hm,
hm; – nå, der fik jeg den op alligevel. (tager indholdet
ud og råber ud i køkkenet.)
Helene! – Helene; sluk lampen
i entréen.
(han går ind i værelset igen og lukker døren til forstuen.)
s. 318
Helmer
(med brevene i hånden).
Se her. Vil du se, hvorledes det har ophobet
sig. (blader imellem.) Hvad er det for noget?
Nora
(ved vinduet).
Brevet! Å nej, nej, Torvald!
Helmer.
To visitkort – fra Rank.
Nora.
Fra doktor Rank?
Helmer
(ser på dem).
Doktor medicinæ Rank. De lå øverst; han må
have stukket dem ind, da han gik.
Nora.
Står der noget på dem?
Helmer.
Der står et sort kors over navnet. Se her.
Det er dog et uhyggeligt påfund. Det er jo, som
om han meldte sit eget dødsfald.
Nora.
Det gør han også.
Helmer.
Hvad? Véd du noget? Har han sagt dig noget?
Nora.
Ja. Når de kort kommer, så har han taget
afsked med os. Han vil lukke sig inde og dø.
s. 319
Helmer.
Min stakkers ven. Jeg vidste jo, at jeg ikke
skulde få beholde ham længe. Men så snart –. Og
så gemmer han sig bort som et såret dyr.
Nora.
Når det skal ske, så er det bedst, at det sker
uden ord. Ikke sandt, Torvald?
Helmer
(går op og ned).
Han var så sammenvokset med os. Jeg synes
ikke, jeg kan tænke mig ham borte. Han, med sine
lidelser og med sin ensomhed, gav ligesom en skyet
baggrund for vor sollyse lykke. – Nå, det er kanske
bedst således. For ham ialfald. (standser.) Og måske
også for os, Nora. Nu er vi to så ganske henvist
til hinanden alene. (slår armene om hende.) Å, du min
elskede hustru, jeg synes ikke, jeg kan holde dig
fast nok. Véd du vel, Nora, – mangengang ønsker
jeg, at en overhængende fare måtte true dig, for at
jeg kunde vove liv og blod og alt, alt, for din skyld.
Nora
(river sig løs og siger stærkt og besluttet).
Nu skal du læse dine breve, Torvald.
Helmer.
Nej, nej; ikke inat. Jeg vil være hos dig, min
elskede hustru.
Nora.
Med dødstanken på din ven –?
Helmer.
Du har ret. Dette har rystet os begge; der er
kommet uskønhed ind imellem os; tanker om død
s. 320

og opløsning. Dette må vi søge frigørelse for. Indtil
da –. Vi vil gå hver til sit.
Nora.
(om hans hals).
Torvald, – godnat! Godnat!
Helmer
(kysser hende på panden).
Godnat, du min lille sangfugl. Sov godt, Nora.
Nu læser jeg brevene igennem.
(han går med pakken ind i sit værelse og lukker døren efter sig.)
Nora
(med forvildede øjne, famler omkring, griber Helmers domino, slår den
omkring sig og hvisker hurtigt, hæst og afbrudt)
:
Aldrig se ham mere. Aldrig. Aldrig. Aldrig.
(kaster sit schavl over hovedet.) Aldrig se børnene mere heller.
Ikke dem heller. Aldrig; aldrig. – Å , det iskolde
sorte vand. Å, det bundløse –; dette –. Å, når
det bare var over. – Nu har han det; nu læser han
det. Å nej, nej; ikke endnu. Torvald, farvel du og
børnene –
(Hun vil styrte ud igennem forstuen; i det samme river Helmer sin dør
op og står der med et åbent brev i hånden.)
Helmer.
Nora!
Nora
(skriger højt).
Ah –!
Helmer.
Hvad er det? Véd du, hvad der står i dette
brev?
Nora.
Ja, jeg véd det. Lad mig gå! Lad mig
komme ud!
s. 321
Helmer
(holder hende tilbage).
Hvor vil du hen?
Nora
(prøver at rive sig løs).
Du skal ikke redde mig, Torvald!
Helmer
(tumler tilbage).
Sandt! Er det sandt, hvad han skriver? For-
færdeligt! Nej, nej; det er jo umuligt, at dette kan
være sandt.
Nora.
Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i
verdens rige.
Helmer.
Å, kom ikke her med tåbelige udflugter.
Nora
(et skridt imod ham).
Torvald –!
Helmer.
Du ulyksalige, – hvad er det, du har fore-
taget dig!
Nora.
Lad mig komme bort. Du skal ikke bære det
for min skyld. Du skal ikke tage det på dig.
Helmer.
Ikke noget komediespil. (låser forstuedøren af.) Her
blir du og står mig til regnskab. Forstår du, hvad
du har gjort? Svar mig! Forstår du det?
Nora
(ser ufravendt på ham og siger med et stivnende udtryk).
Ja, nu begynder jeg at forstå det tilbunds.
Henrik Ibsens samlede værker. VI.
21
s. 322
Helmer
(går omkring på gulvet).
Å, hvor forfærdeligt jeg er vågnet op. I alle
disse otte år, – hun, som var min lyst og stolthed,
– en hyklerske, en løgnerske, – værre, værre, –
en forbryderske! – Å, denne bundløse hæslighed,
som ligger i alt dette! Fy, fy!
Nora
(tier og ser fremdeles ufravendt på ham).
Helmer
(standser foran hende).
Jeg burde have anet, at noget sligt vilde ske.
Jeg burde have forudset det. Alle din faders letsin-
dige grundsætninger –. Ti! Alle din faders letsin-
dige grundsætninger har du taget i arv. Ingen re-
ligion, ingen moral, ingen pligtfølelse –. Å[HIS: Øverste del av Å er borte], hvor
jeg er bleven straffet for, at jeg så igennem fingre
med ham. For din skyld gjorde jeg det; og således
lønner du mig.
Nora.
Ja, således.
Helmer.
Nu har du ødelagt hele min lykke. Hele min
fremtid har du forspildt for mig. Å, det er forfærde-
ligt at tænke på. Jeg er i et samvittighedsløst men-
neskes vold; han kan gøre med mig, hvad han vil,
forlange af mig, hvad det skal være, byde og befale
over mig, som det lyster ham; – jeg tør ikke kny.
Og så jammerligt må jeg synke ned og gå tilgrunde
for en letsindig kvindes skyld!
Nora.
Når jeg er ude af verden, så er du fri.
s. 323
Helmer.
Å, ingen fagter. Slige talemåder havde din fader
også på rede hånd. Hvad vilde det nytte mig, at
du var ude af verden, som du siger? Ikke det
ringeste vilde det nytte mig. Han kan gøre sagen
bekendt alligevel; og gør han det, så blir jeg kanske
mistænkt for at have været vidende om din for-
bryderske handling. Man vil kanske tro, at jeg har
stået bagved, – at det er mig, som har tilskyndet
dig! Og alt dette kan jeg takke dig for, dig, som
jeg har båret på hænderne gennem hele vort ægte-
skab. Forstår du nu, hvad du har gjort imod mig?
Nora
(med kold ro).
Ja.
Helmer.
Dette er så utroligt, at jeg ikke kan fastholde
det. Men vi må se at komme tilrette. Tag schavlet
af. Tag det af, siger jeg! Jeg må se at tilfredsstille
ham på en eller anden måde. Sagen må dysses ned
for enhver pris. – Og hvad dig og mig angår, så
må det se ud, som om alt var imellem os ligesom
før. Men naturligvis kun for verdens øjne. Du blir
altså fremdeles her i huset; det er en selvfølge. Men
børnene får du ikke lov til at opdrage; dem tør jeg
ikke betro dig –. Å, at måtte sige dette til hende,
som jeg har elsket så højt, og som jeg endnu –!
Nå, det må være forbi. Herefterdags gælder det ikke
længer lykken; det gælder bare at redde resterne,
stumperne, skinnet –
(det ringer på entréklokken.)
Helmer
(farer sammen).
Hvad er det? Så sent. Skulde det forfærde-
21*

s. 324

ligste –? Skulde han –? Skjul dig, Nora! Sig,
du er syg.
(Nora blir stående ubevægelig. Helmer går hen og åbner forstuedøren.)
Stuepigen
(halvt afklædt, i forstuen).
Her kom et brev til fruen.
Helmer.
Giv mig det. (griber brevet og lukker døren.) Ja, det er
fra ham. Du får det ikke; jeg vil selv læse det.
Nora.
Læs du.
Helmer
(ved lampen).
Jeg har næppe mod til det. Kanske er vi for-
tabte, både du og jeg. Nej; jeg vide det, (bryder
brevet ilsomt; løber nogle linjer igennem; ser på et indlagt papir; et
glædesskrig)
: Nora!
Nora
(ser spørgende på ham).
Helmer.
Nora! – Nej; jeg må læse det endnu en gang.
– Jo, jo; så er det. Jeg er frelst! Nora, jeg er
frelst!
Nora.
Og jeg?
Helmer.
Du også, naturligvis; vi er frelste begge to,
både du og jeg. Se her. Han sender dig dit gælds-
bevis tilbage. Han skriver, at han fortryder og
angrer –; at et lykkeligt omslag i hans liv –; å,
det kan jo være det samme, hvad han skriver. Vi
er frelste, Nora! Der er ingen,[HIS: svakt komma, kan være punktum] som kan gøre dig
s. 325

noget. Å , Nora, Nora –; nej, først alt dette af-
skyelige ud af verden. Lad mig se – (kaster et blik på
forskrivningen.)
Nej, jeg vil ikke se det; det skal ikke
være for mig andet, end en drøm altsammen. (river
beviset og begge brevene istykker, kaster det hele ind i ovnen og ser på
det, mens det brænder.)
Se så; nu er det ikke mere til. –
Han skrev, at du siden juleaften –. Å, det må
have været tre forfærdelige dage for dig, Nora.
Nora.
Jeg har kæmpet en hård strid i disse tre dage.
Helmer.
Og våndet dig, og ikke øjnet anden udvej end –.
Nej; vi vil ikke mindes alt dette hæslige. Vi vil
kun juble og gentage: det er over; det er over!
Hør dog på mig, Nora; du synes ikke at fatte det:
det er over. Hvad er det dog for noget – dette
stivnede udtryk? Å, stakkers lille Nora, jeg forstår
det nok; du synes ikke du kan tro på, at jeg har
tilgivet dig. Men det har jeg, Nora; jeg sværger
dig til: jeg har tilgivet dig alt. Jeg véd jo, at hvad
du gjorde, det gjorde du af kærlighed til mig.
Nora.
Det er sandt.
Helmer.
Du har elsket mig, som en hustru bør elske
sin mand. Det var kun midlerne, som du ikke havde
indsigt nok til at dømme om. Men tror du, at du er
mig mindre kær, fordi du ikke forstår at handle på
egen hånd? Nej, nej; støt du dig bare til mig; jeg
skal råde dig; jeg skal vejlede dig. Jeg måtte ikke
være en mand, hvis ikke netop denne kvindelige
hjælpeløshed gjorde dig dobbelt tiltrækkende i mine
øjne. Du skal ikke fæste dig ved de hårde ord, jeg
s. 326

sagde dig i den første forfærdelse, da jeg syntes, alt
måtte styrte sammen over mig. Jeg har tilgivet dig,
Nora; jeg sværger dig til, jeg har tilgivet dig.
Nora.
Jeg takker dig for din tilgivelse.
(hun går ud gennem døren til højre .)
Helmer.
Nej, bliv –. (ser ind.) Hvad vil du der i alkoven?
Nora
(indenfor).
Kaste maskeradedragten.
Helmer
(ved den åbne dør).
Ja, gør det; se at komme til ro og få samlet
dit sind til ligevægt igen, du min lille forskræmte
sangfugl. Hvil du dig trygt ud; jeg har brede vinger
til at dække dig med. (går omkring i nærheden af døren.) Å,
hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora. Her er ly
for dig; her skal jeg holde dig som en jaget due,
jeg har fået reddet uskadt ud af høgens klør; jeg
skal nok bringe dit stakkers klappende hjerte til ro.
Lidt efter lidt vil det ske, Nora; tro du mig. Imor-
gen vil alt dette se ganske anderledes ud for dig;
snart vil alting være ligesom før; jeg skal ikke længe
behøve at gentage for dig, at jeg har tilgivet dig;
du vil selv usvigelig føle, at jeg har gjort det. Hvor
kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind at
ville forstøde dig, eller blot bebrejde dig noget? Å,
du kender ikke en virkelig mands hjertelag, Nora. Der
er for en mand noget så ubeskriveligt sødt og til-
fredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han
har tilgivet sin hustru, – at han har tilgivet hende
af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved lige-
s. 327

som i dobbelt forstand blevet hans ejendom; han
har ligesom sat hende ind i verden påny; hun er
på en måde bleven både hans hustru og hans barn
tillige. Således skal du være for mig herefterdags,
du lille rådvilde, hjælpeløse væsen. Ængst dig ikke
for nogenting, Nora; bare åbenhjertig imod mig, så
skal jeg være både din vilje og din samvittighed.
– Hvad er det? Ikke tilsengs? Har du klædt
dig om?
Nora
(i sin hverdagskjole).
Ja, Torvald, nu har jeg klædt mig om.
Helmer.
Men hvorfor, nu, så sent –?
Nora.
Inat sover jeg ikke.
Helmer.
Men, kære Nora –
Nora
(ser på sit uhr).
Klokken er endnu ikke så mange. Sæt dig her,
Torvald; vi to har meget at tale sammen.
(hun sætter sig ved den ene side af bordet.)
Helmer.
Nora, – hvad er dette her? Dette stivnede
udtryk –
Nora.
Sæt dig ned. – Det blir langt. Jeg har meget
at tale med dig om.
s. 328
Helmer
(sætter sig ved bordet lige over for hende).
Du ængster mig, Nora. Og jeg forstår dig ikke.
Nora.
Nej, det er det just. Du forstår mig ikke. Og
jeg har heller aldrig forstået dig – før iaften. Nej,
du skal ikke afbryde mig. Du skal bare høre på,
hvad jeg siger. – Dette er et opgør, Torvald.
Helmer.
Hvorledes mener du det?
Nora
(efter en kort taushed).
Er dig ikke en ting påfaldende, således som vi
sidder her?
Helmer.
Hvad skulde det være?
Nora.
Vi har nu været gifte i otte år. Falder det dig
ikke ind, at det er første gang vi to, du og jeg,
mand og kone, taler alvorligt sammen?
Helmer.
Ja, alvorligt, – hvad vil det sige?
Nora.
I otte samfulde år, – ja længere, – lige fra
vort første bekendtskab, har vi aldrig vekslet et al-
vorligt ord om alvorlige ting.
Helmer.
Skulde jeg da idelig og altid indvie dig i be-
kymringer, som du dog ikke kunde hjælpe mig at
bære?
s. 329
Nora.
Jeg taler ikke om bekymringer. Jeg siger, vi
har aldrig siddet i alvor sammen, for at søge at
komme tilbunds i noget.
Helmer.
Men, kæreste Nora, vilde da det have været
for dig?
Nora.
Der er vi ved sagen. Du har aldrig forstået
mig. – Der er øvet megen uret imod mig, Torvald.
Først af pappa og siden af dig.
Helmer.
Hvad! Af os to, – af os to, der har elsket
dig højere end alle andre mennesker?
Nora
(ryster på hovedet).
I har aldrig elsket mig. I har bare syntes, det
var fornøjeligt at være forelsket i mig.
Helmer.
Men, Nora, hvad er dette for ord?
Nora.
Ja, det er nu så, Torvald. Da jeg var hjemme
hos pappa, så fortalte han mig alle sine meninger,
og så havde jeg de samme meninger; og hvis jeg
havde andre, så skjulte jeg det; for det vilde han
ikke have likt. Han kaldte mig sit dukkebarn, og
han legte med mig, som jeg legte med mine dukker.
Så kom jeg i huset til dig –
Helmer.
Hvad er det for udtryk du bruger om vort
ægteskab?
s. 330
Nora
(uforstyrret).
Jeg mener, så gik jeg fra pappas hænder over
i dine. Du indretted alting efter din smag, og så
fik jeg den samme smag som du; eller jeg lod bare
så; jeg véd ikke rigtig –; jeg tror det var begge
dele; snart det ene og snart det andet. Når jeg nu
ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et
fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden.
Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald.
Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort
stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er
blevet noget af mig.
Helmer.
Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig!
Har du ikke været lykkelig her?
Nora.
Nej, det har jeg aldrig været. Jeg trode det;
men jeg har aldrig været det.
Helmer.
Ikke – ikke lykkelig!
Nora.
Nej; bare lystig. Og du har altid været så snil
imod mig. Men vort hjem har ikke været andet end
en legestue. Her har jeg været din dukkehustru,
ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og
børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes,
det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig,
ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog
og legte med dem. Det har været vort ægteskab,
Torvald.
s. 331
Helmer.
Der er noget sandt i, hvad du siger, – så over-
drevent og overspændt det end er. Men herefter
skal det bli’e anderledes. Legens tid skal være forbi;
nu kommer opdragelsens.
Nora.
Hvis opdragelse? Min eller børnenes?
Helmer.
Både din og børnenes, min elskede Nora.
Nora.
Ak, Torvald, du er ikke mand for at opdrage
mig til en ret hustru for dig.
Helmer.
Og det siger du?
Nora.
Og jeg, – hvorledes er jeg forberedt til at op-
drage børnene?
Helmer.
Nora!
Nora.
Sagde du det ikke selv for en stund siden, –
den opgave turde du ikke betro mig.
Helmer.
I opbrusningens øjeblik! Hvor vil du agte
på det?
Nora.
Jo; det var meget rigtig sagt af dig. Jeg
magter ikke den opgave. Der er en anden opgave,
som må løses først. Jeg må se at opdrage mig selv.
s. 332

Det er du ikke mand for at hjælpe mig med. Det
må jeg være alene om. Og derfor rejser jeg nu
fra dig.
Helmer
(springer op).
Hvad var det, du sagde?
Nora.
Jeg må stå ganske alene, hvis jeg skal få rede
mig selv og på alting udenfor. Derfor kan jeg
ikke bli’e hos dig længer.
Helmer.
Nora, Nora!
Nora.
Jeg vil gå herfra nu straks. Kristine ta’er nok
imod mig for inat –
Helmer.
Du er afsindig! Du får ikke lov! Jeg forbyder
dig det!
Nora.
Det kan ikke nytte at forbyde mig noget her-
efter. Jeg ta’er med mig, hvad der tilhører mig
selv. Af dig vil jeg ingenting have, hverken nu
eller senere.
Helmer.
Hvilket vanvid er dog dette!
Nora.
Imorgen rejser jeg hjem, – jeg mener, til mit
gamle hjemsted. Der vil det være lettest for mig
at komme ind i et eller andet.
Helmer.
Å, du forblindede, uerfarne skabning!
s. 333
Nora.
Jeg må se at få erfaring, Torvald.
Helmer.
Forlade dit hjem, din mand og dine børn! Og
du tænker ikke på, hvad folk vil sige.
Nora.
Det kan jeg ikke ta’e noget hensyn til. Jeg
véd bare, det blir nødvendigt for mig.
Helmer.
Å, det er oprørende. Således kan du svigte
dine helligste pligter.
Nora.
Hvad regner du da for mine helligste pligter?
Helmer.
Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det
ikke pligterne imod din mand og dine børn?
Nora.
Jeg har andre ligeså hellige pligter.
Helmer.
Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det
være.
Nora.
Pligterne imod mig selv.
Helmer.
Du er først og fremst hustru og moder.
Nora.
Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg
er først og fremst et menneske, jeg, ligesåvel som
s. 334

du, – eller ialfald, at jeg skal forsøge på at bli’e
det. Jeg véd nok, at de fleste gir dig ret, Torvald,
og at der står noget sligt i bøgerne. Men jeg kan
ikke længere lade mig nøje med, hvad de fleste
siger og hvad der står i bøgerne. Jeg må selv
tænke over de ting og se at få rede på dem.
Helmer.
Du skulde ikke have rede på din stilling i dit
eget hjem? Har du ikke i sådanne spørgsmål en
usvigelig vejleder? Har du ikke religionen?
Nora.
Ak, Torvald, jeg véd jo slet ikke rigtigt, hvad
religionen er.
Helmer.
Hvad er det, du siger?
Nora.
Jeg véd jo ikke andet, end hvad presten Hansen
sagde, da jeg gik til konfirmation. Han fortalte, at
religionen var det og det. Når jeg kommer bort
fra alt dette her og blir ensom, så vil jeg undersøge
den sag også. Jeg vil se, om det var rigtigt, hvad
presten Hansen sagde, eller ialfald, om det er rigtigt
for mig.
Helmer.
Å, sligt er dog uhørt af en så ung kvinde!
Men kan ikke religionen retlede dig, så lad mig dog
ryste op i din samvittighed. For moralsk følelse har
du dog? Eller, svar mig, – har du kanske ingen?
Nora.
Ja, Torvald, det er ikke godt at svare på det.
Jeg véd det jo slet ikke . Jeg er ganske i vildrede
med de ting. Jeg véd bare, at jeg har en ganske
s. 335

anden mening om sligt noget, end du. Jeg hører jo
også nu, at lovene er anderledes, end jeg tænkte;
men at de love skulde være rigtige, det kan jeg
umulig få i mit hode. En kvinde skal altså ikke
ha’e ret til at skåne sin gamle døende fader, eller
til at redde sin mands liv! Sligt tror jeg ikke på.
Helmer.
Du taler som et barn. Du forstår ikke det sam-
fund, du lever i.
Nora.
Nej, det gør jeg ikke. Men nu vil jeg sætte
mig ind i det. Jeg må se at komme efter, hvem
der har ret, samfundet eller jeg.
Helmer.
Du er syg, Nora; du har feber; jeg tror næsten,
du er fra sans og samling.
Nora.
Jeg har aldrig følt mig så klar og sikker som inat.
Helmer.
Og klar og sikker forlader du din mand og
dine børn?
Nora.
Ja; det gør jeg.
Helmer.
Så er kun én forklaring mulig.
Nora.
Hvilken?
Helmer.
Du elsker mig ikke mere.
s. 336
Nora.
Nej, det er just tingen.
Helmer.
Nora! – Og det siger du!
Nora.
Å, det gør mig så ondt, Torvald; for du har
altid været så snil imod mig. Men jeg kan ikke
gøre ved det. Jeg elsker dig ikke mere.
Helmer
(med tilkæmpet fatning).
Er dette også en klar og sikker overbevisning?
Nora.
Ja, fuldkommen klar og sikker. Det er derfor,
jeg ikke vil være her længer.
Helmer.
Og vil du også kunne gøre mig rede for, hvor-
ved jeg har forspildt din kærlighed?
Nora.
Ja, det kan jeg godt. Det var iaften, da det
vidunderlige ikke kom; for da så jeg, at du ikke
var den mand, jeg havde tænkt mig.
Helmer.
Forklar dig nøjere; jeg begriber dig ikke.
Nora.
Jeg har ventet så tålmodigt nu i otte år; for,
Herregud, jeg indså jo nok, at det vidunderlige kom-
mer ikke sådan til hverdags. Så brød dette knusende
ind over mig; og da var jeg så usvigelig viss på:
nu kommer det vidunderlige. Da Krogstads brev lå
s. 337

derude, – aldrig faldt det mig med en tanke ind,
at du kunde ville bøje dig under dette menneskes
vilkår. Jeg var så usvigelig viss på, at du vilde
sige til ham: gør sagen bekendt for hele verden.
Og når det var sket –
Helmer.
Ja hvad så? Når jeg havde prisgivet min egen
hustru til skam og skændsel –!
Nora.
Når det var sket, da tænkte jeg så usvigelig
sikkert, at du vilde træde frem og tage alt på dig
og sige: jeg er den skyldige.
Helmer.
Nora –!
Nora.
Du mener, at jeg aldrig vilde taget imod et
sligt offer af dig? Nej, det forstår sig. Men hvad
vilde mine forsikringer gælde ligeover for dine? –
Det var det vidunderlige, som jeg gik og håbed på i
rædsel. Og for at hindre det, var det, at jeg vilde
ende mit liv.
Helmer.
Jeg skulde gladelig arbejde nætter og dage for
dig, Nora, – bære sorg og savn for din skyld.
Men der er ingen, som ofrer sin ære for den man
elsker.
Nora.
Det har hundrede tusend kvinder gjort.
Helmer.
Å , du både tænker og du taler som et ufor-
standigt barn.
Henrik Ibsens samlede værker. VI.
22
s. 338
Nora.
Lad gå. Men du hverken tænker eller taler
som den mand, jeg skal kunne slutte mig til. Da
din forskrækkelse var over, – ikke for hvad der
trued mig, men for, hvad du selv var udsat for,
og da hele faren var forbi, – da var det for dig,
som om slet ingen ting var sket. Jeg var akkurat
som før din lille sanglærke, din dukke, som du her-
efter skulde bære dobbelt varligt på hænderne, siden
den var så skør og skrøbelig. (rejser sig.) Torvald, –
i den stund gik det op for mig, at jeg i otte år
havde levet her sammen med en fremmed mand, og
at jeg havde fået tre børn –. Å, jeg tåler ikke at
tænke på det! Jeg kunde rive mig selv i stumper
og stykker.
Helmer
(tungt).
Jeg ser det; jeg ser det. Der er visselig kom-
met en afgrund imellem os. – Å, men, Nora, skulde
den ikke kunne udfyldes?
Nora.
Således, som jeg nu er, er jeg ingen hustru
for dig.
Helmer.
Jeg har kraft til at blive en anden.
Nora.
Måske, – hvis dukken tages fra dig.
Helmer.
At skilles – skilles fra dig! Nej, nej, Nora,
jeg kan ikke fatte den tanke.
s. 339
Nora
(går ind til højre ).
Des vissere må det ske.
(hun kommer tilbage med sit ydertøj og en liden vadsæk, som hun
sætter på stolen ved bordet.)
Helmer.
Nora, Nora, ikke nu! Vent til imorgen.
Nora
(tager kåben på).
Jeg kan ikke bli’e liggende natten over i en
fremmed mands værelser.
Helmer.
Men kan vi da ikke bo her som broder og
søster –?
Nora
(binder hatten fast).
Du véd meget godt, det vilde ikke vare længe –.
(slår schavlet om sig.) Farvel, Torvald. Jeg vil ikke se
de små. Jeg véd , de er i bedre hænder end mine.
Således, som jeg nu er, kan jeg ingenting være
for dem.
Helmer.
Men engang, Nora, – engang –?
Nora.
Hvor kan jeg vide det? Jeg véd jo slet ikke ,
hvad der blir ud af mig.
Helmer.
Men du er min hustru, både som du er og
som du blir.
22*
s. 340
Nora.
Hør, Torvald; – når en hustru forlader sin
mands hus, således, som jeg nu gør, så har jeg
hørt, at han efter loven er løst fra alle forpligtelser
imod hende. Jeg løser dig ialfald fra enhver for-
pligtelse. Du skal ikke føle dig bundet ved noget,
lige så lidt, som jeg vil være det. Der må være
fuld frihed på begge sider. Se, her har du din ring
tilbage. Giv mig min.
Helmer.
Også dette?
Nora.
Dette også.
Helmer.
Her er den.
Nora.
Så. Ja, nu er det altså forbi. Her lægger jeg
nøglerne. Om alle sager i huset véd pigerne besked
bedre, end jeg. Imorgen, når jeg er rejst, kom-
mer Kristine herhen for at pakke sammen de ting,
som er min ejendom hjemmefra. Det vil jeg ha’e
sendt efter mig.
Helmer.
Forbi; forbi! Nora, vil du aldrig mere tænke
på mig?
Nora.
Jeg kommer visst ofte til at tænke på dig og
på børnene og på huset her.
Helmer.
Må jeg skrive dig til, Nora?
s. 341
Nora.
Nej, – aldrig. Det får du ikke lov til.
Helmer.
Å, men sende dig må jeg dog –
Nora.
Intet; intet.
Helmer.
– hjælpe dig, hvis du skulde behøve det.
Nora.
Nej, siger jeg. Jeg modtager ingenting af frem-
mede.
Helmer.
Nora, – kan jeg aldrig blive mere end en frem-
med for dig?
Nora
(tager sin vadsæk).
Ak, Torvald, da måtte det vidunderligste ske. –
Helmer.
Nævn mig dette vidunderligste!
Nora.
Da måtte både du og jeg forvandle os således
at –. Å, Torvald, jeg tror ikke længer på noget
vidunderligt.
Helmer.
Men jeg vil tro på det. Nævn det! Forvandle
os således at –?
s. 342
Nora.
At samliv mellem os to kunde bli’e et ægte-
skab. Farvel.
(hun går ud gennem forstuen.)
Helmer
(synker ned på en stol ved døren og slår hænderne for ansigtet).
Nora! Nora! (ser sig om og rejser sig.) Tomt. Hun
er her ikke mere. (et håb skyder op i ham:) Det vidunder-
ligste –?!
(nedefra høres drønnet af en port, som slåes ilås.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her